New Zealand

Det er efterhånden ved at være tid til en lille opdate fra mit fantastiske New Zealand eventyr. Der sker så meget i øjeblikket, som man er nød til at tage stilling til, om man vil det eller ej. Det betyder også, at meget af mit fokus, har været andetsteds end på blot at rejse og opleve. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne lukke helt ned, men de nuværende tider tvinger os til at følge med i nyhederne og holde os opdateret på den forfærdelige situation i verden.

Naturskønne New Zealand, jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte? Du er ubeskrivelig fantastisk, selv hvis jeg enkelte gange kommer til at lyde lidt negativ, fordi vi var ret uheldige med vejret. Som mange ved, så fik jeg besøg af min gode veninde Sofie. Vi valgte at rejse New Zealand rundt sammen på 21 dage og slutte af med en uge på Fiji. Allerede inden vi tog afsted til New Zealand, sagde alle til os, at man som minimum skal bruge 4 uger i New Zealand, hvis ikke mere. Jeg vil sige, hvis man elsker at køre bil, og ikke har noget imod at tage et par lange stræk ind imellem, og hvis man kan acceptere, at man ikke ser alt (alle steder), så kan man se sig ret tilfreds med 3 uger i New Zealand.

Vi havde valgt hjemmefra at leje en campervan, og sikke en oplevelse. For at spare lidt penge valgte vi en lidt mere skrabet model, som kun er lidt større end en almindelig stationcar. Men bilen var perfekt for os, vi havde en seng (ville nok ikke fungere for 2 fuldvoksne mænd), samt blus og et lille køleskab.

Bilen var desuden nem at køre og nem at parkere, når man skulle lave indkøb osv. Vi elsker begge at opleve, og brugte minimal tid i bilen. Derfor var denne bil perfekt i forhold til vores behov. Mange vælger den lidt mere luksus udgave, der er større og hvor man kan stå oprejst i. Den koster tilgengæld også ca. tre gange så meget. Fordelen ved en autocamper er, at de ofte har eget toilet, samt en større vandtank, hvilket gør, at man kan campere gratis mange steder. Vores lille bil krævede vi ofte fandt et campsite til 20-40 dollars per nat, da man ikke bare (lovligt) kan campere hvor som helst. Det er en ekstra udgift, som man lige skal, have sig for øje. Men man bliver en haj til det, jo mere man gør det, så de sidste par dage lykkedes det os endda at campere gratis et par steder. Mange vælger også at leje en bil og køre rundt med et telt. Her skal man også betale for campsites, men det er nok den billigste løsning. Hele logistikken sammenlignet med blot at kunne stå op og køre afsted med ens seng i bilen, var dog den helt ideelle løsning for os. Så bliver det ikke nemmere! 

Det skal siges, at New Zealand er ikke billigt – og sammenlagt har jeg nok brugt omkring 20.000 kroner på 3 uger, når man regner alle udgifter ud i forhold til leje af bil, benzin, campinggebyrer og mad. Så skal man leje en van, er mit råd at gøre det sammen med en. Men det er det hele værd, og jeg ville gøre det om og om igen, hvis jeg fik chancen. Vi startede vores tur på Sydøen og tilbragte ca. 16 dage her, inden vi havde de sidste 5 dage på Nordøen. Vores rute fremgår af kortet nedenfor. Den blev lidt anderledes end forventet, da massiv regn gjorde, at vi omlagde vores tur lidt.

Sydøen:

Christchurch: vores ophold i Christchurch var ganske kort. Vi var der sammenlagt kun et døgns tid, da det var der, at vi begge havde vores indflyvning, og hvor vi havde valgt at hente vores lejede campervan.

Vi fik os en lækkert frokost på ‘Unknown Chapther‘, vi gik en tur i den smukke botaniske have, og vi forsøgte generelt bare at komme os over vores jetlag.

Vi havde hele 35 skønne grader denne dag, og var vildt spændte på vores roadtrip. Personligt er Christchurch lidt intetsigende by for mig.

Efter at have hentet vores Campervan, ved navn James, begav vi os endelig ud på vores kørende eventyr. Det gav et sus i maven, da vi kunne begynde at ane de første bjerge i baggrunden, og jeg tør med sikkerhed at sige, at vi begge var super spændte på, hvad der ventede forude, hvis dette var begyndelsen.

Lake Tekapo: vores første stop var Lake Tekapo, som er kendt for det tyrkis blå vand og den ikoniske kirke. 

Hvis man kommer et par måneder tidligere end vi gjorde, så vil man se alle de utrolige smukke lupin blomster omkring.

Der var en ganske skøn vandretur, der snoede sig op gennem en skov. Det var hårdt for vores utrænede ben og i varmen, men synet over Lake Tekapo var betagende.

Turen tog ca. 1,5 time. Det er også muligt at tage bilen op til udsigtspunktet, hvis man er dårligt gående eller generelt hader motion.

Vi forsatte herefter til Lake Pukaki. På en solskinsdag kan man se Mount Cook for enden af søen, men eftersom det blev overskyet hen på eftermiddagen, var det ikke muligt.

.. Drømmen om Milford Sound: Vi satte herefter kurs mod Wanaka. Planen var, at vi ville forsætte over Queenstown og derefter tage til Milford Sound, som var højest på listen over, hvad vi virkelig gerne ville se i New Zealand. Men et massivt regnfald skyllede vejene væk og umuliggjorde at besøge stedet. Vi omlagde derfor vores rute og begav os mod Dunedin, da det var der, at vejrudsigten viste, at solen skinnede.

I får lige et par highligts fra vores ekstrem lange køretur i det spektakulære landskab mod Dunedin i silende regn. Vi passerede bl.a. Lindis Pass, rute 85, en million får og nogle utrolig smukke bjergkæder. Altså, det vi nu kunne se! I silende regn kan det være svært at fornemme, at der overhovedet er bjerge.

Moeraki: inden vi landede i Dunedin, havde vi en enkelt overnatning i Moeraki. Vi fandt et campsite helt ud til havet og nød at slappe af i bilen den eftermiddag, da det forsat regnede. Vi stod tidligt op og så solopgangen over Moeraki Boulders. Moeraki Boulders er en gruppe af sfærisk sten på Koekohe-stranden.

Vandspejlet gav et storslående syn, og fik de runde sten til at ligne svævende ufo’er og planeter.

Vi forsatte herefter vores tur til det lokale fyrtårn. Stedet viste sig at have hundredevis af New Zealandske pelssæler, som lå og solede sig. Vi gik rundt i blandt dem med kun få meters afstand. Selvom de kan ligne nuttede hvalpe, så skal man huske, ikat de er vilde dyr. Vi havde begge hjertet siddende halvt oppe i halsen, da den ene hoppede frem mod os og lavede et lille brøl.

Dunedin: vi ankom om eftermiddagen til Dunedin og besøgte det lokale Albatros Center.

Man kan betale for guidede ture her for at se wildlife, men de to små gratis stier, viste sig også at være helt fine. Vi havde et ganske godt syn på de betagende albatroser, med et vingfang på op til 3 meter, uden at betale en dollar for det.

Dagen efter besøgte vi Sandfly Beach, og begav os på lidt af en vandretur i de sandede bakker. Hvis ikke vores kondition blev testet ved Lake Tekapo, så blev den det for alvor nu. Det var dødhamrende hårdt at nå toppen, for at konkludere igen, at man rent faktisk kunne køre der op. Men på den anden side, så ville vi heller ikke have været udsigten på vejen op foruden.

Det nåede at blive en smule mørkt og uklart i vejret, inden vi nåede toppen, så udsigten var ikke helt så klar. Heldigvis havde vi det super sjovt med at løbe ned i det tunge sand efterfølgende. Dagen efter kunne vi virkelig mærke, at vi havde et sæt ben hver!

Da vi kom ned lykkedes det rent faktisk at se en ‘yelloweyed‘ pingvin, men den var så langt væk, at vi ikke kunne se den klart. Men den var der!

På vores sidste dag i Dunedin besøgte vi Tunnel Beach. Benene var godt ømme fra dagen forinden, men det er et fantastisk kyststykke, så på trods af en hofte og et knæ det drillede lidt, så fik vi os kæmpet ned af den stejle bakke dertil.

Vi var i fantastisk godt humør denne dag og tog en del billeder, som I selvfølgelig ikke skal snydes for!

Tunnelbeach var det sidste, som vi besøgte i området i Dunedin, inden vi begav os det sidste stykke ned af den østlige del af Sydøen.

Nugget point: undervejs gjorde vi stop ved det smukke Nugget Point. Jeg havde en drøm om, at se det ved solopgang, men vi var ret tidspressede, og jeg må erkende, at stedet også er ganske fantastisk at besøge ud på eftermiddagen. Der er en hyggelig gåtur ud til fyrtårnet, med den skønneste udsigt.

Vi så lidt flere sæler her, man kan også være heldig at se pingviner. Jeg fik hvert fald overbevist et par kinesere om, at de fugle de så var pingviner, selvom at det ikke var! Flot Louise.

Slope point: Næste stop var det sydligste punkt på Sydøen. Det blæste helt afsindigt på dette punkt, men jeg har aldrig været tættere på Sydpolen. Faktisk var vi pludselig tættere på Sydpolen end ækvator.

Clutha District: Vi forsætte vores tur nedlangs den sydlige kyst af Sydøen til clutha distriktet, der er hjemsted for en verden af vandfald.

Jeg tror vi besøgte intet mindre end seks spektakulære vandfald i Catlins, her bl.a. Matai Falls, McLean Falls, Koropuku og  Purakaunui Falls. 

Naturen ind til mange af vandfaldene var enestående. Igen havde man følelsen af at træde direkte ind i et eventyr.

Særligt turen til et lidt skjult vandfald var helt særlig. Og selvom det var det mindste vandfald vi så, så var det samtidig det, der rørte mig mest.

Hvis du har rejst i New Zealand før, og har set mange af disse vandfald, så er det ikke utænkeligt, at de har set anderledes ud. Som allerede nævnt tidligere var der kommet massive vandmængder, hvilket resulterede i, at der kom meget vand fra bjergene, og jeg tænker derfor også vandfaldene var markant kraftigere end ellers.

Af samme grund endte vi også på en lidt længere tur mod Invercargill end forventet, da flere veje var lukket grundet oversvømmelser.

I Invercargill lavede vi lidt lynshopping, da det blæsende vejr og de faldende temperaturer til omkring 13 grader var markant køligere, end de 35 grader vi startede med. Vi havde begge forsøgt at pakke alsidigt, men det kølige vejr kom alligevel bag på os.

Mount Burns: Vi forsatte op af vestkysten og gjorde stop ved Mount Burns. Vejen dertil var en lang grusvej med store huller. Vi havde flere steder læst, at man kun skulle tage derind, hvis man havde en firehjulstrækker. Men vi tog chancen og James gjorde det fantastisk. Og gud ske tak og lov for det, for denne oplevelse var helt unik!

Vi endte på en holdeplads midt imellem bjergene, og begav os ud på den mest oplevelsesrige bjergvandring nogensinde. Det første stykke begav vi os gennem en skov, der lignede noget fra en fantasi film.

Vi var de eneste i området, eftersom vi var kommet ret sent afsted. Grundet regnen kunne man ikke længere se stien, sporene var simpelthen væk desto længere vi begav os ind på bjerget.

Jeg var ved at skide i bukserne 17 gange i frygt for, at vi aldrig vil finde tilbage, og vi havde intet signal på vores telefoner. Men heldigvis har Sofie en misundelsesværdig sans for at finde vej, så hun fik os sikkert frem og tilbage, på trods af jeg konstant spurgte, om det ikke var bedst at vende om.

 

Synet der ventede os var intet mindre end ubeskriveligt. Mens man gik på bjergryggen, følte man virkelig, at man levede, og man kunne kun grine af det liv og de bekymringer, som vi alle går rundt med til dagligt. Det satte virkelig stof til eftertanke og var en øjenåbner for mig.

Da vi nåede toppen begyndte det at sne, og vi havde et fantastisk syn ud over både en blå og grøn sø. Ingen tvivl om at farverne kommer mere til udtryk på en solskins dag. Men skyerne og det skiftende vejr gjorde blot oplevelsen mere dramatisk og speciel.

Da vi ikke er rutinerede bjergvandrere, blev vi enige om at vende om kort inden vi nåede toppen af bjerget, inden det blev for mørkt og på grund af det lidt ustadige vejr. Jeg er dog forsat imponeret over Sofies evner, og hun har været den største tryghed at have med for en nybegynder som mig. Jeg ville aldrig kunne have besteget dette område selv.

På vejen tilbage rullede vi ned af bjerget i det høje græs, og tårene trillede af grin. Det mindede mig så meget om at være barn igen på de snefyldte kælkebakker.

Vi satte herefter kurs mod Manapouri. Eftersom vores Milford Sound Tour var aflyst, havde vi besluttet at tage til Doubtful Sound istedet, som er en lidt længere, men også dyrere tur. Til vores skuffelse var vores booking ikke gået igennem. Så igen måtte vi omlægge  vores rute og tage videre mod Queenstown. Vi gjorde et kort stop i Te Anau på vejen dertil.

Glonorchy: første dag i Queenstown valgte vi at lave en lille eftermiddags tur til Glenorchy. Turen hertil er fuldstændig fantastisk langs de snoede kystveje, hvor man ser bjerge med sne i baggrunden, der spejler sig i søen. 

Glenorchy var super hyggelig, og havde vi haft mere tid, så ville jeg elske at udforske vandreturene her.

Queenstown: er stedet – hvis man er til de mere aktionfyldte oplevelser – som faldskærmsudspring og bungyjump. Queenstown er endvidere rig på restauranter og shopping muligheder, samt er et af de store nattelivssteder på New Zealand. Vi benyttede vores tid her lidt anderledes, end de fleste nok vil gøre. Vi valgte at bo lidt uden for byen på et øde campsted, hvor der ikke var bade, og toiletforholdene bestod af festivalstoiletter. Altså de der grønne plastikkasser! Når vi skulle bade gjorde vi det i søen, hvilket var en oplevelse for sig selv. Men der var intet at klage over i disse naturskønne omgivelser, og man erkender hurtigt, at et dagligt rent bad er rent luksus.

Vi besøgte naturligvis også Ferg, som er kendt for deres burgere. Min forventninger til burgeren var høje, og jeg må erkende, at jeg ikke var helt så meget oppe at ringe over den, som de fleste er. Dem som kender mig godt, vil nok beskrive mig som den kritiske madanmelder, så det kommer nok ikke som en overraskelse.

Min bedste oplevelse i Queenstown var Ben Lemond Track. Vi gik hele turen fra bunden af bjerget, op til toppen og tilbage igen. Hold op for en dræber! Den sidste time op af bjerget var ulidelig og vi måtte gøre små stop for hver 20-30 meter for at få pusten igen. Ruten er meget populær og da stien var smal og ujævn det sidste stykke, gav det sig selv med de mange stop, for at sværmen af mennesker kunne passere forbi.

Synet på toppen var meget betagende. Så vi sad og nød udsigten med vores medbragte frokost, inden vi begav os ned af bjerget igen.

På vejen ned mødte vi et par på 70 år, der var på vej op af det sidste stykke. Hatten af for dem! Det gode ved denne rute er, at man reelt set kan tage gondolen op det første stykke og dermed sparre en del kilometer og kræfter til resten af turen. Men da Sofie og jeg begge var lidt stædige med at ville bestige bjerget fra bunden, så valgte vi at gøre det!

På vores sidste dag i Queenstown, lykkedes det os at få en tur til Doubtful Sound. Vi sprang på en turistbus på dagstur mod Manapouri, hvor vi allerede havde været tidligere, hvor vores tur blev anulleret.

Doubtful Sound: når nu drømmen om Milfound Sound var knust, var Doubtful Sound ikke det værreste sted at ende. Doubtful Sound er beliggende i Fiordland Nationalpark.  Jeg vil næsten våge at påstå, at Doubtful Sound er mindst lige så smuk med det rolige vand og de omgivende bjerge. Turen er noget længere sammenlignet med Milford Sound. Der hvor turen adskiller sig mest et nok, at fjorden er noget bredere, og der er ikke et lige så stort bjergvandfald, som det man ser i Milford Sound, men tilgengæld er der flere små omkring.

Vores tur var helt fortryllende. Først blev man sejlet ud af søen i Manapouri til et område, hvor der kun er grusveje. Her var store turistbusser sat ind til  transportere folk videre til fjorden.

På vejen var der er par små stop ved naturskønne områder, som er postkort værdige. Det var endvidere ret fascinerende at mærke det tykke moslag, der fik bjergsiderne til at føles som en blød pude.

På vejen ud i fjorden svømmede der delfiner forbi båden. Vi sejlede herefter igennem fjorden og blev mødt af albatroser og pelssæler, da båden vendte i det Tasmanske Hav. 

Roen i fjorden er fantastisk. Og det var skønt at nyde stilheden og naturen i 3 minutter, da de slukkede bådens motorer, og man kun kunne høre bølgernes skvulpen mod båden. Vejret var enestående denne dag omend lidt koldt, så vi kunne ikke være mere heldige.

Da vi kom tilbage fra turen begav vi os mod Wanaka i aftenens dulm og mørke. Vi kunne efterfølgende skrive to roadkill på cv’et. Lille Peter Pindsvin og Kalle kanin. Som de dyreelskere vi er, og af ren udmattelse, brød vi begge ud i en blandingsfølelse af gråd og grin. Vi kører aldrig mere når det er mørkt. Det var frygteligt!

Wanaka: Vi valgte kun at lave en lille gåtur i Wanaka, da vi gerne ville have mere tid ved gletsjeren og Abel Tasman. Og eftersom vejrudsigten pludselig meldte dårligt vejr, ville vi ikke risikere ikke at kunne se gletsjeren. Det er altså nogle af de små problematikker, som man hele tiden må opveje, når man har valgt at se New Zealand på 21 dage.

Turen vi gik i Wanaka husker jeg som Mount Iron Track. Jeg er lidt usikker på navnet, men det var en fin lille gåtur på ca. 1 time tur/retur, og som gav en fin udsigt ud over bjergene og søerne omkring. Jeg ved Wanaka er et af de steder, som mange værdsætter at besøge.

Vi satte os herefter i bilen på den lange køretur mod Fox gletsjeren. Undervejs gjorde vi kort stop ved blue pools og Hasst Pass. Steder som helt sikkert ville værd at bruge mere tid på, hvis man er længere tid i landet.

Mount fox: da vi ankom til Mount Fox området sidst på eftermiddagen småregnede det, og der var overskyet. Faktisk kunne man ikke se, at der overhovedet var bjerge. Så vi var lidt spændte i forhold til, hvordan vejret ville arte sig. Da vi vågnede op dagen efter, var der lidt huller i skyerne, og vi kørte ud til et udsigtspunkt, hvor vi var heldige at ane Fox gletsjeren mellem skyerne.

Vi havde efterfølgende planlagt en længere vandring op ad bjerget, men vi endte med at tage en kortere og mere tilgængelig tur grundet det grå vejr. Vi var heldige, for vi havde et ret fint syn på gletsjeren, og kort tid efter var den helt tildækket af skyer.

På tilbagevejen tog vi en lille loop gennem et hyggeligt skovterræn, inden vi kørte videre mod Franz Josef.

Franz Josef: da det klarede lidt op i vejret, da vi ankom til Franz Josef, besluttede vi os for at tage Point Roberts Track. Vi startede vores vandring ved 14 tiden og formåede at gøre det på ca. 4 timer. Skiltningen siger ofte noget andet, så vi brugte ofte vores spaceship app, hvor folk kommer med gode anbefalinger i forhold til ruterne. Jeg ved mange andre gør brug af camperMate. Så disse apps er super gode af have, når man rejser på egen hånd i New Zealand.

Bjergvandringen var som et vidunderligt eventyr. Vi begav os gennem ujævnt tærræn, gennem små vandløb, krydsede de vildeste hængebroer og bjergtrapper.

Selvom det var smadder hårdt ville jeg gøre det hele om igen, hvis jeg fik muligheden.

 

Da vi nåede udsigtspunktet gav det et enormt brag, og man kunne se store dele af gletscheren brække af, mens der gik mennesker på den. Det var ret skræmmende, og i det øjeblik var jeg glad for, at vi var i god afstand til gletsjeren.

Da vi vågnede næste dag, var der det smukkeste solskinsvejr. Selvom vi begge er lidt imod helikopterlandinger på gletsjeren i forhold til klimaforandringerne, så tog vi en hurtig beslutning og drejede ind forbi hel-kontoret. Vi var heldige – for ca. 10 min. senere sad vi pludselig i en helikopter – og sikke en oplevelse!

Det var fuldstændig fascinerende at se gletsjeren oppefra, også selvom at den er blevet ret misfarvet af alt asken, der er kommet hele vejen fra skovbrandene i Australien.

Det er ret surrealistisk at tænke på, hvor meget skade skovbrændende har forvoldt, og at jeg nu både har fysisk været tilstede på jorden på Kangaroo Island, men også set de omfattende skader oppefra.

Selvom gletsjeren nu mest af alt ligner softice med kakaopulver, var det alligevel et storslående syn. Områderne med de isblå farver minder os om, hvordan det var forinden brændene.

Vi lavede en lille landing, hvorfra vi havde den skønneste udsigt på Mount Cook. Det betød jeg endeligt fik set New Zealands højeste bjerg, som ikke var muligt, da jeg var ved Lake Pukaki grundet vejret. Denne gang dog omgivet af sne og skyer, så svært at forestille at vi var så højt oppe, som vi faktisk var.

Pancake rocks: på vores tur videre op af Vestkysten gjorde vi kort stop ved Pancake Rocks. Vi gik en kort tur her, og så de sjove pandekage lignende klipper.

Vi satte herefter kursen videre mod Abel Tasman. Vi overnattede på det hyggeligste sted ved en lille flod, og lavede en lækker middag i anledning af at det var Valentines dag. Vinen måtte vi drikke af kaffekopper. For en gangs skyld var vi ikke ved at blive spist op af sandfluer, som er en pestilens uden lige på vestsiden af Sydøen.

Harwoods Hole: ‘is a dangerous place’ … Dette var ordene der mødte os på vores lille stop mod Abel Tasman. Efter at have kørt jeg ved ikke hvor mange kilometer ud af en øde grusvej, langs bjergkanten uden autoværn, kom vi frem til den mest øde parkeringsplads og uhyggelige skov. Det eneste, der gjorde det betryggende, var lidt fuglekvidder foroven.

Det gjorde det ikke mindre uhyggeligt, at der holdte en camper med en afklippet hestehale på jydekrogen. Skoven vi gik ind i lignede mest af alt noget fra en gyserfilm. For at dæmre uroen blev vi ved med at snakke om gysere, og gik ekstremt hurtigt ind af den smalle sti, som vi åbenbart var de eneste, der havde lyst til at besøge. Tror vi gennemførte turen på den halve tid, af hvad der stod på skiltene, grundet vores meget hurtige tempo. Forenden af turen blev vi belønnet med et smukt udsyn.

Abel Tasman: Vi tog herefter turen videre til Abel Tasman, hvor vi igen kørte ud af en lang grusvej til ingenmands land. For enden var en campingplads med en stor privat strand. Vi havde booket overnatning her i 3 nætter, og der var vitterlig ingen indkøbs muligheder i miles omkreds.

Stedet er perfekt for familie camping, hvis man har et stort fortelt og en masse aktiviteter med sig. Uheldigvis var det ret koldt da vi ankom, og vejret var gråt. Så allerede efter 1 overnatning tog vi videre til Kaiteriteri for at sejle i havkajak ud til Apple Rock. Da der var lidt uvejr havde vi nok bølger på 1,5 m. Der var et andet par med på turen, der delte en Kayak, udover Sofie og jeg. Halvvejs mente den unge guide, at vi måtte vende om, men vi fik alligevel lov at forsætte, da han så skuffelsen i vores ansigter. Så han tog det andet par i en snor bag sig og padlede afsted, mens Sofie og jeg drønede der ud af. Vi havde været så uheldige med aflysninger på vores tur, så nu skulle vi bare nå frem.

Vi nåede at få lidt skæld ud af en anden turguide, fordi vi ikke holdte os til gruppen. Men vi havde det smadder sjovt og nød at skyde raketfart igennem de høje aktionfyldte bølger. Vi var drivvåd da vi kom i land, men det betyder ikke spor, når man er høj på adrenalin.

Havde vi været mere heldige med vejret, så er jeg slet ikke itvivl om, at vi ville have elsket at blive i Abel Tasman og nyde solen et par dage. Man forstår virkelig hvorfor folk bliver forelsket i den gyldne sandstrand, som med garanti er endnu smukkere på en solskinsdag.

Picton: da der udelukkende var regn på programmet, tog vi en hurtig beslutning og fik ændret vores færge, for at tage mod Nordøen en dag tidligere. Selve Picton brugte vi ikke meget tid i, men selve havnen var ret hyggelig, og blot ved at gå langs havnefronten kunne man observere rokker (stingrays). Ret sejt!

Nordøen:

Wellington: hovedstaden i New Zealand og en våd fornøjelse. Grundet silende regn var vi kun meget kort i byen. Vi forsøgte at køre op til udsigtspunktet på Mount Victoria, men de tunge skyer og regnen gjorde det svært at se mere en få meter forude, så vi besluttede os for at tage et langt kørestræk og gøre os klar på Tongariro Alpine Crossing. Eftersom de på Nordøen havde haft tørke i 3 måneder var de glade for regnen. Så vi må næsten være en form for vejrguder, sådan som vi bringer regnvejret med os.

Tongariro Alpine Crossing: er en af New Zealands ældste nationalparker. Vi vandrede gennem den populære Tongariro crossing, der er kendt for det meget dramatiske og unikke landskab. På en skyfri dag er det muligt at se toppen af vulkanen Ngauruhie, Tongariro og Raupehu.

Turen er ca. 19,4-kilometer lang og er ret stejl på enkelte dele af turen, og terrænet varierer meget undervejs.

Det er tilgengæld en vandretur, som jeg vil mene, at de fleste kan klare, så længe man tager den i sit eget tempo. Vi gennemførte turen på 5 timer, og jeg vil beskrive os som i relativt god form. Vi valgte at booke en suttle-bus for 35 dollars, som kørte os hen til starten af ruten. På den måde kunne vi gå direkte hen til bilen, da vi havde færdiggjort ruten.

Til trods for at det var lidt overskyet var udsigten fænomenal, og vi var på trods af lidt skyer istand til at se toppen af vulkanen.

Skyerne gjorde blot hele landskabet lidt mere dramatisk. Turen var det hele værd på trods af ekstremt ømme fødder efterfølgende.

Taupo: kursen blev nu sat mod Taupo. Vi var så heldige, at vi kunne overnatte hos Pernille, Milos og Ibi. Den lille familie har jeg tidligere hjulpet på klinikken i København, i forhold til at få deres hund med til New Zealand, da de flyttede dertil. Det er fantastisk at møde mennesker der er så gæstfrie. Om dagen kunne vi bruge alt vores energi på at opleve, og de havde hver aften lavet det lækreste måltid til os. Efter mere end 2 uger i en bil var det ubeskriveligt dejligt at have et ægte badeværelse og en vaskemaskine til fri afbenyttelse. Deres selskab var endvidere fantastisk, og jeg håber på at kunne besøge dem igen. At høre hele deres historie om at flytte til udlandet, fra alle de faste normer og forventninger, er så inspirerende – og jeg misunder deres mod.

I Taupo benyttede vi bl.a. tiden med at besøge det populære Huka Falls med det kraftfulde blå vand, og vi badede i nogle af de naturlige varme pools. Pernille og Milos havde også planlagt nogle ting vi kunne gøre mere lokalt med deres venner. Desværre havde vi ikke nok tid!

Wai-O-Tapu: vi lavede en dagstur til Rotorua og kørte forbi Wai-o-Tapu på vejen. Wai-O-Tapu i sig selv er ret fascinerende og et imponerende geotermisk vidunder. Der en konstant stikkende duft at svovl, og de boblende bade er på en og samme gang ret skræmmende.

Den spektakulære champagnepool var det, der imponerede mig mest. Farvespillet i den var utrolig smuk. Området er skabt af tusinder af års vulkansk aktivitet.

Rotorua: var området hvor vi tilfredsstillede vores søgen efter adrenalin sus. Vi tog på en grad 5 rafting tur på Kaituna floden. Vi havde hele 3 fald ud over vandfald, hvoraf det længste var et 7 meters fald. Hele båden røg under vand i nogle sekunder, inden vi kom op igen. Det var både skræmmende og sjovt på samme tid. Jeg må indrømme jeg havde det stramt inden vi startede, for det første fordi jeg ikke kunne få min røv ned i gummibåden, da vi trænede faldene på landjorden, og for det andet fordi man skal underskrive, at man er klar over, at man kan dø af det. Men da vi endelig var i båden, må jeg erkende, at jeg nød de 50 minutter det varede fuldt ud. Da jeg ikke gad betale for at få billederne, får I et lille glimt i sløret format og med reklamer.

Vi sluttede turen i Rotorua af med at besøge Reedwoods. Den mest fortryllende skov jeg nogensinde har besøgt.

Når man går her føler man virkelig at træerne vokser helt op i himlen.

Jeg kunne have spændt timer på at vade rundt her, blot pga. min fascination for de enorme rødtræer.

 

Hobbiton: vi tog endnu en overnatning i Taupo og begav os mod vidunderlige Hobbiton. Jeg er en af de få, der ikke har set Ringenes Herre, så må erkende, at jeg ikke havde de store forventninger.

Med et, da vi trådte ind i Hobbiton, blev jeg draget af den lille minilandsby, de søde hobbithuse, blomstrende haver og de omkring flyvende sommerfugle, der lavede denne lille plet på jorden om til ren magi.

Jeg elskede at være her, og man får lyst til at drømme sig ind i den her lille verden. Jeg skal hvert fald se filmene nu, så snart jeg får muligheden.

Waitamo: vi var blevet anbefalet at tage til waitamo, hvis vi ville se glow worms. Vi havde tidligere gjort et forsøg i en gratis grotte, men den var virkelig smal og mørk, så det var lidt for klaustrofobisk for os. Så vi tog i stedet en guidet tur i Waitamo. Oplevelsen var ret unik, og det var betagende at se, hvordan grotten nærmest kunne ændre karakter til et lille univers i mørket. Man måtte desværre ikke tage billeder, så det er svært at beskrive oplevelsen. Jeg kan kun anbefale at tage derhen, hvis man kommer til Nordøen, for oplevelsen er helt speciel.

Efter Waitamo satte vi kurs mod Spaceship i Auckland. James skulle leveres tilbage. Vi blev hurtige enige om, at James er en god fyr – han har været så tro mod os hele vejen – så vi var lidt sørgmodige over vores afsked. Vi brugte vores sidste døgn i Auckland. Ingen af os var besynderligt begejstret over byen, men samtidig var vi nok også bare ved at være lidt mættede over alle indtrykkene. Vi var mere end spændte og klar på en solferie i Fiji. Vi forlod New Zealand tidligt om morgen – og var på vingerne igen klar til nye eventyr.

 

ℒouise ♡