Under min tid i Australien har jeg været på en del gruppeture. I dag vil jeg skrive om turen via Great Ocean Road, The Grampians, Adelaide og Barossa Valley. Alt dette oplevede jeg inden jeg tog til Kangaroo Island (se tidligere indlæg).

Når man deltager i gruppeturene kan alderen variere alt fra 18-70 år. Hovedparten er dog et sted ml. først i 20’erne / start 30’erne. For alle ture gælder, at du er i en gruppe med mange forskellige nationaliteter. De fleste grupper er i overtal af hunkøn. Samtlige ture jeg har været på, har der maks været 1-3 mænd. Det gode ved gruppeturene er det sociale du får med de andre, da det ellers godt kan blive lidt ensomt at rejse alene. Du kan få gode råd fra de andre om, hvor de har været og hvad de har oplevet. Mange vil du også møde senere hen på din rejse, fordi en del har samme destinationer planlagt. Man skal ikke forvente høj luksus på gruppeturene, man sover typisk i 6 personers dorms, og alle hjælper til med at forbedrede maden, så der er sådan lidt lejrskole stemning over det.

Dagene går primært med en masse kørsel i bus med stop langs ruten, der er værd at se. Dette gør sig gældende for samtlige ture. Jeg havde booket en samlet pakke gennem STA travel hjemmefra inkl. mange flybilletter, så jeg er lidt usikker på prisen for de enkelte ture. Desuden får man ofte mængde rabat, hvis man booker turene samlet. Via Groovey Grape Tours hjemmeside koster turen på Great Ocean Road og the Grampians 455 Aud.
I den pris får du altså alle måltider, overnatning, transporten og alle oplevelserne. Nem måde at komme rundt på, når man rejser alene, da det ikke kræver så meget research og forberedelse forinden. Foruden prisen på turen har jeg nok brugt 50 aud på snack og drikkevare. Man kan heldigvis drikke vandet fra hanen her, så selvom det smager lidt anderledes, så er der altså penge at spare på vandkontoen.

Oplevelser:
Den første dag gjorde vi stop i Torquay, som er et mekka for surfere, da der ligger store outlets som Rip Curl og Billabong. Turen forsatte hefter mod Bells beach og Lorne, hvor vi fik frokost. Her havde vi lidt tid til at gå ud på klipperne og observerede bl.a. resterne fra en død haj.

Turen forsatte mod Apollo Bay, som er et kendt surfer-område. Vinden var mild denne dag, så der var relativt stille i vandet. Vi holdt kun et kort stop her, men områderne er skønne til en gå- eller løbetur, hvis man er til det.

Efter frokost gik vi en tur i Melba Gully, som er Australiens svar på subtropisk regnskov. Området er et af de vådeste i staten Victoria.

Vi forsatte vores køretur langs den skønne kyst, som mest af alt minder mig om min tur langs highway 1 i Californien i 2016. Mit favorit område på denne tur var helt klart de 12 apostle, som var noget af det, som jeg havde set mest frem til at se i Australien. Vi blev her og nød solnedgangen. Jeg tænker billederne taler for sig selv!

Hvis man er tålmodig nok, efter at solen er gået ned, kan man se tusindvis af pingviner komme tilbage til stranden med dagens fangst. Det kan dog være en fordel at have en kikkert med.

I samme område beliggende ved Port Campbell National Park havde jeg også glæden af at besøge London Arch, som faktisk dannende en komplet dobbel-bro indtil 1990. Nu er der blot et stort luftrum og resten af “broen” tilbage.

Alle var trætte efter første dag, så da vi kom tilbage ved 23 tiden, var alle mere en klar til at gå i seng. Morgenerne startede vi altid kl. 5:00 for at få solopgangene med. På anden dagen startede vi med en lille gåtur ved Lord Arc Gorge.

Turen forsatte herefter til den inaktive vulkan ved the Grampians (Tower Hill National Park). Vulkanen blev dannet for mere end 30.000 år siden og har et rigt dyreliv.

Her havde vi en længere gåtur, hvor vi bl.a. spottede koalaer, kænguruer, wallabies, en del emuer og andet wildlife (I må bære over med, at jeg skriver meget om dyr… Jeg eeeelsker wildlife!!!).

Vi havde herefter 1 time på kulturcenteret, som er ganske interessant, hvis man går op i historie og hele fortællingen om aboriginals. Det hører sig næsten til, når man er i Australien. Det var ikke tilladt at tage billeder på stedet desværre. Men indrømmer gerne jeg ikke var så aktiv her. Vi så en giftig slange. Ophidsende!

Eftermiddagen forsatte med et hike ved det skønne Mckenzie Falls. Hvis man er en crimerider kan man bade ved vandetfaldet (det er ikke tilladt, men flere turister gør det). Der er en del trappetrin, så man kunne virkelig mærke syren i benene med de efterhånden lave sukkerniveauer i kroppen. Heldigvis var vores guide Jerry end rigtig hønemor, så hun havde altid sørget for snacks og æbler, hver gang vi kom tilbage på bussen.

Aftenen sluttede vi af ved Reeds Lookout. Stedet er meget kendt for dets solnedgange og den gode udsigt ud over Halls Gap og the Grampians. Desværre grundet røgen fra skovbrandene var udsigten ikke helt så klar, så vi blev der ikke helt til solnedgang, men dejligt udsigt alligevel. Dette udsynssted er godt, hvis man er dårligt gående, da man kan køre hele vejen derop.

Den sidste dag stod på en lang køretur tilbage til Adelaide. Men inden vi kørte tilbage havde vi lige et morgen hike til det smukke og ikonisk Pinnacle omkring Halls Gap. Det siges, at flere er døde efter selfies ud over klipperne, så vi måtte nøjes med at improvisere lidt på vores billeder.

Turen var super god, og det var en god gruppe. Personligt ville jeg nok overveje at leje en bil eller en camper en anden gang. Jeg elsker naturen – og der var mulighed for længere vandreture mange af stederne. Desværre var tiden der ikke helt til det, når man er I en gruppe. Vil man blot have de store highligts på turene og lidt underholdning, så er en gruppetur stærkt anbefalelsværdig.

Adelaide:
Byen et egentlig ret stor rent kvadratkilometermæssigt, men der er langt mellem alt! Jeg valgte at bruge dagen på at gå 12 km i sandaler og 40 graders varme, fordi jeg gerne ville spise på Mr. Patoto, som jeg havde set på instagram. Desværre viste det sig, at restauranten var lukket (my bad), så I stedet tilbragte jeg et par timer på Glenelg Beach, hvor jeg fik en is og en is-kaffe. Jeg tog sporvognen tilbage til mit hostel, hvilket var nemt og viste sig kun at koste ca. 5 Aud. Jeg var kort forbi Adelaide Central Market, som er meget kendt for sit natmarket, hvis man er til den slags.

Et godt råd til Adelaide vil nok være at leje en cykel, da der ligger mange fine nationalparker omkring, hvor man også kan se wildlife. Desuden har byen massere at byde på, men man får mest ud af det, hvis man har lettere ved at komme rundt. Bl.a. er der gratis adgang til et af byens museer, og man kan komme gratis til chokoladesmagning (jeg gjorde det ikke selv, men Australien er heller ikke specielt kendt for at lave god chokolade).

Barossa Valley:
Hvis du er vinelsker kan du ikke tage til Adelaide uden at besøge Barossa Valley, som ligger ca 70 km nord for Adelaide (ca. 1 times kørsel).

Turen til Barossa Valley bringer dig gennem de smukke landskaber med vinranker så langt øjet rækker. Området er et af verdens mest voksende med mere end 150 vinerier.

Vi startede turen ud med at besøge The Whispering Wall, som er en dæmning, der er bygget som en halvcirkel. Her kommer fysikkens love virkelig til udtryk. Siger man noget på den ene side af muren, kan det høres på den anden side.

Jeg besøgte i alt fire vinproducenter: Jacob’s Creek, Kies, Taste of Eden Valley og… Jeg blev for fuld til at huske det sidste sted, men jeg husker at de havde en god chokolade portvin! Tror jeg sammenlagt smagte omkring 25 vine. Det var skyet og småregnene på dagen, så den var perfekt til vinsmagning.

På vejen til Barossa Valley gjorde vi stop ved en Cafe jeg ikke husker navnet på. Men de lavede virkelig gode muffins, så I skal da ikke snydes for et billede af min mega lækre muffin med dobbelt hvid chokolade og hindbær.. Mums!

Herefter gik turen til Kangaroo Island, som jeg allerede har skrevet om. Næste stop er Outbacken, forsættelse følger!

ℒouise ♡

 

 

Jeg er netop ankommet til Perth efter 6 dage i outbacken. Jeg blev ringet op efter min ankomst, om jeg kunne tænke mig at gå live på et interview med Go’ Morgen Danmark ang. mit frivillige arbejde på Kangaroo Island. Det var lidt med blandede følelser, at jeg sagde ja, da jeg ikke helt har nået at fordøje alle mine oplevelser og indtryk fra øen.  Godmorgen Danmark tog fat i mig, fordi de havde set, at jeg var i Australien på dyreklinikken i Københavns facebook side. Jeg tænker derfor, at det er på sin plads at lave et opslag om mine oplevelser på øen.

Allerede da jeg ankom til Australien, fik jeg følelsen af, at jeg burde hjælpe til i forhold til skovbrandene, hvis jeg kunne. Man begynder at forstå alvoren, når man bevæger sig uden for de store byer, hvor landskabet er dækket af røg. Den samtidige store mediedækning i landet, der viser de enorme ødelæggelser forstærker følelsen. Jeg kan ikke slappe af og nyde livet, når jeg ved at tusindevis af dyr omkring mig lider. Jeg begyndte derfor at undersøge mine muligheder, for at arbejde frivilligt på nogle af rescue centrene i områderne Adelaide og Kangaroo Island. Desværre fik jeg afslag samtlige steder. Australien er meget politisk i forhold til arbejdstilladelser, og alle stederne havde nok frivillige hænder. Jeg tog derfor på en 3-dags  gruppetur langs Great Ocean Road med Groovey Grape Tours. Mere om denne fantastiske tur på et senere tidspunkt! På turen kom jeg i kontakt med guiden Rick, der normalt arbejder på øen. Grundet Ricks arbejdsrelation til øen og min position som dyrlæge, så fik jeg lov til at tage over på øen, som kun er åben for nødhjælp. Da vi ankom til havnen går alvoren op for en, da man bliver mødt af militær og nødhjælpsarbejdere. Turen dertil tager ca. 45 min, og vi så en flok delfiner i vandet på sejlturen. Det første indtryk af øen var et sandt paradis, som mange af dem, der har været på Kangaroo Island, kender det for.

Efterhånden som man kommer længere ind på øen, begynder sagens alvor at gå op for en. Vi passerede et par lukkede veje, og kort efter kørte vi rundt i total udbrændte skovområder, som bedst af alt nok kan sammenlignes med Pompeji.

Vi forsøgte i disse områder at lede efter overlevende koalaer. Man træder ind i en helt ny verden, og man indser, at alt hvad man ser på medierne er den barske sandhed. Man går rundt blandt nedbrændte habitater og plantager (særligt hårdt ramte Flinders chase), mens man kan høre knitren fra de udbrændte eukalyptus træer, som kan vælte til hver en tid grundet de ødelagte stammer. Alt er dækket i et tykt lag aske, og overalt ligger der døde og forkullede dyr. Der er en fæl stank af forrådnelse og man tænker virkelig, at intet har kunne overleve i de omgivelser, mens man indånder den røgfyldte luft.

Nogle dage går vi rundt i timer i de katastrofale landområder, med faren for at nye brande dukker op. Og det eneste vi finder er forkullede døde kroppe. Det at skulle acceptere, at man ikke kan gøre noget tager pusten fra en, men så finder du pludselig en koala, og det giver energien og lysten til at forsætte eftersøgningen. Enkelte har så slemme skader at de bliver aflivet, men man gør virkelig hvad man kan for at redde dem. De skader man ser er typisk øjenskader, samt slemme kropsforbrændingerne på særligt ører, næse og klør.

De reddede dyr samler vi ind ved hjælp af vasketøjkurve og håndklæder, og sætter dem på bagsædet af bilen. Flere af de lokale er blevet bidt af koalaerne, for selvom de ser søde ud, glemmer de, at de er vilde dyr, som er stærkt traumatiserede og har smerter. Det er bl.a. her min dyrlæge erfaring i forhold til håndtering af dyrene er kommet mig til gode. Derudover har jeg kunne give akut behandling til de koalaer, der havde brug for det med salver og forbindinger.

Arbejdet blev ofte forstyrret af, at det blæste op, hvilket fik gløderne til at sprede sig og skabe nye brande. Vi blev derfor af flere omgange nød til at forlade områderne og lede andre steder, da vi naturligvis ikke skulle sætte vores egen sikkerhed på spil. Disse situationer er super ubehagelige, fordi det kan være meget vanskeligt at forudsige brandene, som udvikler sig meget hurtigt. Billedet nedenfor, der viser en udbrændt knogle fra rygsøjlen vidner om en meget kraftig og voldsom brand.

Der er nogle af de hårdeste scener, jeg nogensinde har været vidne til som dyrlæge. Vi taler om en ø der er langt større end Fyn og hvor mere end 50% af øen er udbrændt, heriblandt hele Flinders Chase National Park og op mod 85% af vegetationen i koalernes habitat. Dette er meget voldsomt.

Hver gang man finder et overlevende dyr, føles det som et mirakel. Man kniber sig selv i armen, for man forstår overhovedet ikke, hvordan noget levende væsen kan have overlevet brandene. Det var en ekstrem lettelse hver gang vi fandt et dyr i live, og i alt var jeg med til at redde 18 koalaer.

Dyrene indleverede vi på Kangaroo Island Wildlife Park, som har et midlertidigt habitat til dem, og som kan give dem den daglige behandling, som de har brug. Det var fantastisk at se den hurtige handling, der var på stedet, hvor nye bure blev bygget på under 2 dage og gav plads til de mange indleverede og behandlingskrævende koalaer.

På trods af alle de bestræbelser man gør sig for at redde så mange koalaer som muligt, så er der skabt et nyt problem i forhold til, hvor dyrene skal sendes hen når de er kommet sig, da størstedelen af deres habitat er ødelagt. Det giver lidt en rutsjebane af følelser, da det er usikkert hvad skæbnen er for de overlevende koalaer. Et af hovedproblemerne er, at der findes mere end 700 eukalyptus typer, men koalerne foretrækker ofte kun 2-3 typer i det pågældende område. Og varianterne variere alt efter hvor man befinder sig geografisk i Australien, så man kan ikke bare replacere koalernes andetsteds. Samtidig er Kangaroo Island det eneste område i Australien, hvor koala-populationen er fri for klamydia, som er dødelig for dyrene. Det betyder, at det er vigtigt at redde dyrene på øen, da de længe har været set som den eneste rene population.

Man bliver virkelig overvældet af følelser, når man ser hvor tæt alle arbejder sammen, og man mærker den helt specielle ø-kultur. Selv dem der har mistet alt, samt flere børn har valgt at hjælpe. Det er meget rørende.  Selvom jeg har været med til at redde meget få dyr, sammenlignet med hvor mange koalaer, der var på øen inden brandene, så føler jeg virkelig folk på øen har værdsat min hjælp, og jeg har været glad for at hjælpe til.

Det er med blandede følelser, at jeg tager derfra, og selvom man har været der i kampens hede, så er det som om, at man ikke helt forstår det. Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at jeg skal tilbage og hjælpe de overlevende. Jeg har derfor lavet en fond, hvor jeg personligt vil tage pengene med over til nogle af dem, der har brug for dem. Så har du lidt ekstra på lommen vil jeg være mere end lykkelig, hvis du kan donere lidt penge. Pengene skal bruges til akut og medicinsk behandling af de forbrændte koalaer. Hjælpe med at genopbygge koalernes habitater i form af eukalyptus træer, og beskytte det eksisterende skov og wildlife som lever der. Husk at selv en lille donation i det store hele kan gøre en kæmpe forskel.  Ønsker du at donere penge har jeg vedhæftet et direkte link nedenfor. For nu skal jeg lige fordøje de mange oplevelser og samle energi til at tage tilbage.

Alt det bedste jeres Louise

https://www.gofundme.com/f/1v7q1cm8io?sharetype=teams&member=3507254&utm_medium=copy_link&utm_source=customer&utm_campaign=p_na+share-sheet&pc_code=ot_co_dashboard_a&rcid=88b4afe8fb8847bc9049fb0ab0eac20f

 

 

Fra København til Melbourne 
Jeg er kommet sikkert frem Down Under – nærmere bestemt Melbourne, Australien. Turen hertil var ekstrem lang. Jeg fløj med Qatar airways fra København til Melbourne. Sammenlagt tog rejsen mig i alt 23 timer,  med en 4 timers transit i Doha.

Allerede i København, da vi skulle boardes, mødte jeg danske Lars på 46 år i gaten. Vi faldt i snak og fandt ud af, at vi begge skulle til Melbourne. Lars har arbejdet i Melbourne og boet i Sydney med sin familie gennem en årrække. Han gjorde derfor opmærksom på, at jeg gerne måtte tage kontakt til ham, hvis jeg skulle få brug for hjælp under mit ophold. Vi blev enige om at mødes, når vi kom af flyet for at udveksle kontaktoplysninger. I mængden af mennesker gennem transitten i Doha, syntes det umuligt at finde Lars igen, men til mit held stod han ved enden af rulletrappen, da jeg kom ned i ventehallen efter security-tjekket. Da Lars har rejst meget havde han adgang til loungen, og eftersom man må have en gæst med, blev jeg inviteret med op. I loungen er der dejlig ro, gode hvilestole og fri adgang til gratis mad samt drikke. Så jeg fik fyldt depoterne godt op inden den 13 timer lange flyvning til Melbourne. I godt selskab flyver tiden afsted, og 4 timers ventetid føltes pludselig som ingenting!

Tiden under flyvningen forsøgte jeg at dræbe ved at spise samtlige af mine medbragte snacks (“Tak Michelle.. Det er godt du har lært mig det), se 2 film: Lion King (indrømmer gerne jeg græd til den, selvom, at jeg kender handlingen) og once upon a time in Hollywood (egentlig ikke specielt god, men Hey.. både Leonardo DiCaprio og Brad Pitt var med). Da der er forholdsvis god WiFi ombord, kunne jeg ligeledes fordrive tiden med at øve spansk på Duolingo. Den resterende tid sov jeg. Jeg er endnu en gang imponeret over serviceniveauet hos Qatar airways, der altid formår at fremskaffe mig et andet måltid, end det der fremgår af menuen (jeg har erfaret, at man får af personalets mad, der ofte er en tand bedre, hvis man nævner, at man er vegetar! Alle kneb gælder). Da jeg landede sent, fik jeg købt et australsk simkort (Telstra er eftersigende dem med bedst dækning) i lufthavnen og tog en taxa ind til mit hotel for 60 AUD (ca. 30 min). Dette kunne nemt være gjort billigere, da lufthavnens shuttlebusser holder ca. 150 meter fra, hvor jeg har valgt at indlogere mig. Jeg booker altid de første 2-3 overnatninger hjemmefra, men derfra kan jeg godt lide at lade mulighederne stå åbne.

---

Rejsebeskrivelse af Melbourne
Melbourne er en by i udvikling, og der bygges overalt. Byen har et meget moderne udseende, eftersom landet meget sent blev koloniseret af briterne. Byen har en helt særlig atmosfære, og har ikke helt så mange seværdigheder og gamle bygninger, som man normalt vil forbinde med en storby. Istedet er der især fokus på et meget hipt miljø, hvor mode, sport og café-livet er i centrum. Samtidig skyder skyskrabere frem hvorend øjet kigger hen.

Byen har en helt særlig stemning, som er svær at beskrive, men som man selv er nød til at se og føle (look’n’feel) . Vejret kan skifte på kort tid. Inden jeg ankom havde der været 40 grader, men de 3 dage jeg har tilbragt her, har der primært været 18 grader og skyet, så jeg er alligevel glad for, at jeg fik et par ekstra bukser med, selvom at jeg har forsøgt at pakke primitivt.

Overnatning:
Jeg har indlogeret mig i en hotel-lejlighed på Tempo City, som ligger på Lonsdale street og består af 2 skyskrabere. Foruden det store køkkenalrum med opvasker, har værelset ligeledes badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler, samt et skønt soveværelse med panoramaudsigt. Hotellet rummer ligeledes et lille primitivt fitnessrum og pool på 8. sal. Selv bor jeg på 13. etage.

Jeg giver ca. 120 AUD. per overnatning, hvilket er dyrt, men okay i forhold til, at det er en lille mini lejlighed. Sengen er god, og stedet giver mig mulighed for at komme mig over mit jet lag inden de helt store oplevelser begynder. Jeg har dog ladet mig fortælle efterfølgende, at det er beliggende i vest siden af byen, hvor miljøet er lidt mere hårdt. Man mærker det heldigvis ikke, eller også er det bare fordi, at jeg er vant til at være Nørrebrogenser ;). Der er ingen mad inkluderet på hotellet, men til gengæld kan man handle ind ved stationen, og selv lave sin mad og dermed spare penge. Priserne er nogenlunde identiske med dem derhjemme i Danmark – måske lidt dyrere. Jeg er dog typen der elsker madoplevelser, og derfor har jeg valgt at spise ude 1 gang om dagen i de 3 dage, som jeg har været i byen. 

Madoplevelser:
Er man til god kaffe og madoplevelser er Melbourne det perfekte sted at besøge. De fleste restaurenter er samlet omkring byens midte og udvalget af mad-genre synes uendelige. På min første dag i Melbourne besøgte jeg Hardware Société. De laver den fineste kaffekunst og har en yderst velsmagende cappuccino. Se bare den fine hest på billedet!

Stedet er indrettet som et åbent køkken med et stort bord i midten, hvor alle gæster samles om, mens kokkene står og laver mad i samme rum. Det giver en helt speciel stemning og dynamik, og giver følelsen af en stor fællesspisning. Fantastisk sted efter min optik. Et måltid inkl. kaffe koster ca. 30 AUD. Stedet ligger på Hardware st, en lille sidegade til Lonsdale st.

Et andet sted, der er værd at besøge, er det hippe Chin Chin på Flinders Ln, som er en australsk restaurant med et syd-øst asiatisk touch. Det er ikke muligt at bestille bord, medmindre man er en gruppe på 10 personer. Tilgengæld kan man få super lækre cocktails i baren, mens man venter på, at der bliver et bord ledigt. Kommer man uden for myldretiden, kan man som regel få bord med det samme.

Er man vild med pad-thai eller andre karry-retter, så er det her stedet! Er man mere end 2 personer kan man bestille “feed me” til Ca. 35 AUD, og få et lille udvalg af stedets mest populære retter. Jeg fik selv en super lækker King fish til forret og en panang karryret med and til hovedret. Super tasty!

For 2 retter og 2 cocktails betalte jeg ca. 100 AUD, hvilket naturligvis er i den dyre ende når man skal backpacke. Men det var hele oplevelsen værd, og noget af det, som jeg værdsætter højest på mine rejser.

Oplevelser:
Som tidligere nævnt, er det begrænset, hvad man “skal” se i Melbourne. For de kultur-interesserede er der en del museer, som man kan besøge. Selv valgte jeg at tilbringe det meste af tiden på gåben rundt omkring i byen, for at føle den unikke atmosfære. Jeg har gået intet mindre end 50 km. Man kan med fordel bruge sporvognene gratis i den indre del af Melbourne.

Til trods for de mange Skyskrabere, der bryder frem alle vegne, har byen også utroligt mange grønne arealer og blomsterfyldte store parker. Her gjorde Royal Botanic Garden et særligt indtryk på mig, da man helt glemmer, at man er i en storby grundet det naturskønne område.

Jeg lagde også et smut forbi st Kilda Beach. Desværre er der ret meget røg i byen grundet de voldsomme og dødbringende naturbrænde. Vejret har ligeledes været koldt, gråt og blæsende. Det betyder at bikinien indtil videre må blive i tasken.

Byens mange små smøger er ofte smukt beklædt af gadekunst.

Blandt arkitekturen bør Flinders St og St. Paul’s Cathedral nævnes som steder, der er værd at besøge.

Jeg missede desværre den eneste mulighed jeg havde for at komme ind på det gigantiske Melbourne Cricket Ground. Havde jeg haft mere tid og Australien ikke var opslugt af flammer, så ville jeg også have taget til Dandenong Rangers eller Phillip Island, der er kendt for pingvingvandring.

Én sidste ting, der er værd at besøge i Melbourne, hvis man er til shopping og souvenirs er det store Queen Victoria Market. Personligt er jeg ikke fan af sådanne steder, men jeg besøgte det alligevel for at få oplevelsen med.

---

Bonusinfo: 

Når jeg rejser gør jeg altid brug af Here we go app’en. Hvis man downloader et kort inden man tager afsted kan man nemlig bruge kortet som gps offline. Det er super smart, da man så aldrig farer vildt! Super anvendeligt når man rejse alene.

---

I morgen tager jeg på gruppetur langs Great Ocean Road mod Adelaide. Planen er egentlig at vi skal besøge Kangaroo Island om nogle dage, men da mere end halvdelen af øen er udslettet af skovbrande, der forsat er aktive, samt har haft 2 dødfald, er det forsat usikkert, om vi kan komme afsted eller ej.

Det er med blandede følelser at være i et land, hvor så stor en katastrofe finder sted, når man kan være i storbyen, hvor man er relativt “safe”. Der er ingen tvivl om at det kommer til at påvirke mig de næste par dage, når vi begiver os ud gennem bush områderne.