Bush fires – og Kangaroo Island

Jeg er netop ankommet til Perth efter 6 dage i outbacken. Jeg blev ringet op efter min ankomst, om jeg kunne tænke mig at gå live på et interview med Go’ Morgen Danmark ang. mit frivillige arbejde på Kangaroo Island. Det var lidt med blandede følelser, at jeg sagde ja, da jeg ikke helt har nået at fordøje alle mine oplevelser og indtryk fra øen.  Godmorgen Danmark tog fat i mig, fordi de havde set, at jeg var i Australien på dyreklinikken i Københavns facebook side. Jeg tænker derfor, at det er på sin plads at lave et opslag om mine oplevelser på øen.

Allerede da jeg ankom til Australien, fik jeg følelsen af, at jeg burde hjælpe til i forhold til skovbrandene, hvis jeg kunne. Man begynder at forstå alvoren, når man bevæger sig uden for de store byer, hvor landskabet er dækket af røg. Den samtidige store mediedækning i landet, der viser de enorme ødelæggelser forstærker følelsen. Jeg kan ikke slappe af og nyde livet, når jeg ved at tusindevis af dyr omkring mig lider. Jeg begyndte derfor at undersøge mine muligheder, for at arbejde frivilligt på nogle af rescue centrene i områderne Adelaide og Kangaroo Island. Desværre fik jeg afslag samtlige steder. Australien er meget politisk i forhold til arbejdstilladelser, og alle stederne havde nok frivillige hænder. Jeg tog derfor på en 3-dags  gruppetur langs Great Ocean Road med Groovey Grape Tours. Mere om denne fantastiske tur på et senere tidspunkt! På turen kom jeg i kontakt med guiden Rick, der normalt arbejder på øen. Grundet Ricks arbejdsrelation til øen og min position som dyrlæge, så fik jeg lov til at tage over på øen, som kun er åben for nødhjælp. Da vi ankom til havnen går alvoren op for en, da man bliver mødt af militær og nødhjælpsarbejdere. Turen dertil tager ca. 45 min, og vi så en flok delfiner i vandet på sejlturen. Det første indtryk af øen var et sandt paradis, som mange af dem, der har været på Kangaroo Island, kender det for.

Efterhånden som man kommer længere ind på øen, begynder sagens alvor at gå op for en. Vi passerede et par lukkede veje, og kort efter kørte vi rundt i total udbrændte skovområder, som bedst af alt nok kan sammenlignes med Pompeji.

Vi forsøgte i disse områder at lede efter overlevende koalaer. Man træder ind i en helt ny verden, og man indser, at alt hvad man ser på medierne er den barske sandhed. Man går rundt blandt nedbrændte habitater og plantager (særligt hårdt ramte Flinders chase), mens man kan høre knitren fra de udbrændte eukalyptus træer, som kan vælte til hver en tid grundet de ødelagte stammer. Alt er dækket i et tykt lag aske, og overalt ligger der døde og forkullede dyr. Der er en fæl stank af forrådnelse og man tænker virkelig, at intet har kunne overleve i de omgivelser, mens man indånder den røgfyldte luft.

Nogle dage går vi rundt i timer i de katastrofale landområder, med faren for at nye brande dukker op. Og det eneste vi finder er forkullede døde kroppe. Det at skulle acceptere, at man ikke kan gøre noget tager pusten fra en, men så finder du pludselig en koala, og det giver energien og lysten til at forsætte eftersøgningen. Enkelte har så slemme skader at de bliver aflivet, men man gør virkelig hvad man kan for at redde dem. De skader man ser er typisk øjenskader, samt slemme kropsforbrændingerne på særligt ører, næse og klør.

De reddede dyr samler vi ind ved hjælp af vasketøjkurve og håndklæder, og sætter dem på bagsædet af bilen. Flere af de lokale er blevet bidt af koalaerne, for selvom de ser søde ud, glemmer de, at de er vilde dyr, som er stærkt traumatiserede og har smerter. Det er bl.a. her min dyrlæge erfaring i forhold til håndtering af dyrene er kommet mig til gode. Derudover har jeg kunne give akut behandling til de koalaer, der havde brug for det med salver og forbindinger.

Arbejdet blev ofte forstyrret af, at det blæste op, hvilket fik gløderne til at sprede sig og skabe nye brande. Vi blev derfor af flere omgange nød til at forlade områderne og lede andre steder, da vi naturligvis ikke skulle sætte vores egen sikkerhed på spil. Disse situationer er super ubehagelige, fordi det kan være meget vanskeligt at forudsige brandene, som udvikler sig meget hurtigt. Billedet nedenfor, der viser en udbrændt knogle fra rygsøjlen vidner om en meget kraftig og voldsom brand.

Der er nogle af de hårdeste scener, jeg nogensinde har været vidne til som dyrlæge. Vi taler om en ø der er langt større end Fyn og hvor mere end 50% af øen er udbrændt, heriblandt hele Flinders Chase National Park og op mod 85% af vegetationen i koalernes habitat. Dette er meget voldsomt.

Hver gang man finder et overlevende dyr, føles det som et mirakel. Man kniber sig selv i armen, for man forstår overhovedet ikke, hvordan noget levende væsen kan have overlevet brandene. Det var en ekstrem lettelse hver gang vi fandt et dyr i live, og i alt var jeg med til at redde 18 koalaer.

Dyrene indleverede vi på Kangaroo Island Wildlife Park, som har et midlertidigt habitat til dem, og som kan give dem den daglige behandling, som de har brug. Det var fantastisk at se den hurtige handling, der var på stedet, hvor nye bure blev bygget på under 2 dage og gav plads til de mange indleverede og behandlingskrævende koalaer.

På trods af alle de bestræbelser man gør sig for at redde så mange koalaer som muligt, så er der skabt et nyt problem i forhold til, hvor dyrene skal sendes hen når de er kommet sig, da størstedelen af deres habitat er ødelagt. Det giver lidt en rutsjebane af følelser, da det er usikkert hvad skæbnen er for de overlevende koalaer. Et af hovedproblemerne er, at der findes mere end 700 eukalyptus typer, men koalerne foretrækker ofte kun 2-3 typer i det pågældende område. Og varianterne variere alt efter hvor man befinder sig geografisk i Australien, så man kan ikke bare replacere koalernes andetsteds. Samtidig er Kangaroo Island det eneste område i Australien, hvor koala-populationen er fri for klamydia, som er dødelig for dyrene. Det betyder, at det er vigtigt at redde dyrene på øen, da de længe har været set som den eneste rene population.

Man bliver virkelig overvældet af følelser, når man ser hvor tæt alle arbejder sammen, og man mærker den helt specielle ø-kultur. Selv dem der har mistet alt, samt flere børn har valgt at hjælpe. Det er meget rørende.  Selvom jeg har været med til at redde meget få dyr, sammenlignet med hvor mange koalaer, der var på øen inden brandene, så føler jeg virkelig folk på øen har værdsat min hjælp, og jeg har været glad for at hjælpe til.

Det er med blandede følelser, at jeg tager derfra, og selvom man har været der i kampens hede, så er det som om, at man ikke helt forstår det. Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at jeg skal tilbage og hjælpe de overlevende. Jeg har derfor lavet en fond, hvor jeg personligt vil tage pengene med over til nogle af dem, der har brug for dem. Så har du lidt ekstra på lommen vil jeg være mere end lykkelig, hvis du kan donere lidt penge. Pengene skal bruges til akut og medicinsk behandling af de forbrændte koalaer. Hjælpe med at genopbygge koalernes habitater i form af eukalyptus træer, og beskytte det eksisterende skov og wildlife som lever der. Husk at selv en lille donation i det store hele kan gøre en kæmpe forskel.  Ønsker du at donere penge har jeg vedhæftet et direkte link nedenfor. For nu skal jeg lige fordøje de mange oplevelser og samle energi til at tage tilbage.

Alt det bedste jeres Louise

https://www.gofundme.com/f/1v7q1cm8io?sharetype=teams&member=3507254&utm_medium=copy_link&utm_source=customer&utm_campaign=p_na+share-sheet&pc_code=ot_co_dashboard_a&rcid=88b4afe8fb8847bc9049fb0ab0eac20f