Marts blev måneden, hvor jeg vendte tilbage til Australien, og var klar på at tage hul på mit østkyst eventyr. Jeg gik ind til måneden både med en frygt for at fylde tredive, men også med en enorm spænding i forhold til mit eventyr på den australske østkyst. Jeg var mere end klar på at opleve østkysten, som var et af mine højdepunkter i Australien. Samtidig vidste jeg også, at corona-situationen tilspidsede sig i store dele af verden. Det betød at jeg begyndte gradvist at følge meget mere med i nyhederne. Med den drastiske udvikling af coronavirus i Europa kunne Australien umuligt gå fri, med de mange rejsende, som besøger landet hvert år. Jeg begyndte, derfor at gøre mig tanker om, hvorvidt jeg skulle rejse tilbage til Danmark, eller hvor jeg gerne ville strande, i tilfælde af at Australien ville gå i lockdown.       

Efter en uge med bountystrande på Fiji, havde jeg mit gensyn med Australien i Sydney. Solen skinnede de første to dage, men herefter blev vejret gradvist mere gråt med regn. Jeg følte mig lidt små syg med forkølelse efter Fiji, så den første dag tilbragte jeg mest i sengen på mit hostel. Jeg fik det heldigvis bedre de kommende dage, men energiniveauet var markant lavere end normalt. Jeg boede de første dage i Sydney på ‘YHA at The Rocks’. Det ligger næsten helt nede ved havnen ved Circular Quey, så placeringen kunne ikke være meget mere central. Hostlet har gode senge, der er meget ro og så havde det en skøn udsigt fra dets tagterrasse ud over havnen, hvorfra operahuset kunne ses, hvis der altså ikke lå et stort krydstogtskib i vejen.

Dagene i Sydney brugte jeg mest på at gå og løbe ture. Den første morgen stod jeg tidligt op og løb over ‘Sydney Harbour Bridge’ .

Jeg så solopgangen over operahuset med de mange skyskrabere i baggrunden. Det var en ret unik oplevelse.

Jeg gik endvidere ture i den botaniske have, og så operahuset fra samtlige vinkler. Jeg blev aldrig helt fanget af ‘sydney-viben’ , men jeg tror også det er en by, som man får en hel anden oplevelse af, hvis man oplever den sammen med en anden. Jeg mødtes med Lars, som jeg havde haft kontakt med i flyveren mod Melbourne. Vi drak en øl sammen på havnen, og jeg syntes at det var rart at have lidt hyggelige timer med en anden dansker i byen.

Efter 4 ugers rejse med Sofie, kunne jeg godt mærke, at jeg lige skulle vænne mig til at rejse alene igen. Jeg blev lidt ensom, da hun tog videre mod Danmark. Men efter et par dage begyndte jeg at nyde mit eget selskab igen.

Da man ikke kan undgå at se operahuset på havnefronten, og det samtidig er den mest fotograferede bygning i Sydney, så skal I da heller ikke snydes, for et hav af mine billeder!

Det jeg nød mest i de første dage i Sydney var at besøge Taronga Zoo.

Det er ret fascinerende, fordi man sejler dertil, og selve den zoologiske have ligger på en bakke. Så mens man kigger på dyr, så kan man se Sydney, der skyder op i baggrunden.

Man kan endvidere tage en gondol op over parkens dyr, hvilket også er en oplevelse i sig selv. Jeg vil sige Taronga Zoo næsten er et must når man er i  Sydney, også hvis man normalt ikke går i zoologisk have.

Foruden det spiste jeg på en lækker japansk restaurant i området The Rocks. Anbefalet af Sofie. Jeg var heldig at få plads. Stedet var ret populært, og kort efter jeg havde fået den sidste bordplads, var der flere der stod i kø ude foran for at komme ind. Også selvom det var til frokost.

Jeg begav mig ret hurtigt mod det populære Bondi Beach. Jeg havde booket et hostel helt ud til strandfronten “Wake Up Bondi“. Hostlet i sig selv er meget lydhør, eller måske jeg bare var uheldig med det værelse som jeg endte på. Værelset var utrolig småt og lå lige ud til toiletterne, så der var en konstant smækken med dørene derfra. Det var endvidere folks hotspot til at facetime deres familier midt om natten, så det var ikke favoritstedet, i forhold til hvad det angår min lydfølsomhed.

Tilgengæld var de mennesker der var der utroligt skønne og hostlet havde hver aften små sociale arrangementer som wine and cheese, Taco Tuesday og barbeque friday, bare for at nævne et par stykker, så det gjorde, at jeg hurtigt fik en masse nye venner og endte med at blive på stedet i mere end en uge. Tiden flyver afsted, når man har det godt. Så selvom vejret var gråt det meste af tiden blev jeg hurtig grebet af Bondi viben.

Jeg endte med at dele værelse med Rachel fra England og Mikaela fra Sverige. Mikaela og jeg endte med at bruge uanede mængder af tid sammen, vi klingede virkelig og kunne tale sammen i timevis. Faktisk troede alle, der mødte os, at vi altid havde kendt hinanden. På billedet herunder ser i den skønne dame på vores sidste aften sammen i Sydney, inden hun begav sig videre mod Filippinerne.

Jeg havde en masse små eventyrer med Mikaela. Vi gik Costalwalken fra Bondi til Congee i silende regn. Vi var mere en gennemblødte, da vi kom tilbage, men jeg tror at smilene nåede os helt op til kinderne.

Vi formåede virkelig sammen at vende hver en regnvejrsdag til en solskinsdag sammen.

Vi valgte endvidere at tage til de smukke Blue Mountains sammen, og vi var mere end heldige med vejret. For da vejrudsigten meldte regn, regn og atter regn, så kunne vi kun ånde lettet op, da solen heldigvis skinnede denne dag.

Vi fik hele turen inklusiv transport med privat bus fra vores hostel og med tur i liften og verdens stejleste togbane for kun 95 aud. Vi fik endda VIP sæderne på første række. Det er altså et røverkøb for en guidet tur med transport.

Vi blev endda sejlet det sidste stykke i båd ind til Sydney Harbour, og nød det majestætiske syn over storbyen.

Foruden dette besøgte vi Bondi Market sammen, hang ud på stranden og tog ud til en lokal fodboldkamp. Vi tog også til Paddington market, men de havde desværre lukket da vi nåede frem.

Én af de mere skøre oplevelser vi havde sammen, var da vi inviterede Craig (fra New Zealand) og Jonas (fra Tyskland) med til lysshowet på operahuset og fyrværkeriet i Darling habour.

Det hele foregik på venskabeligtvis, men vi jokede med at det var en romantisk aften og delte vores desserter og retter. Vi alle grinede helt vildt denne aften, og havde det super sjovt!

Jeg deler et par billeder, fordi det er en af mine hyggeligste aftener på min rejse. Vi havde det simpelthent så sjovt sammen, uden at vi kendte hinanden. Craig skulle efterfølgende vise sig at blive en rigtig nær ven, og en som jeg kom til at bruge meget mere tid sammen med i Australien under lockdown.

Jeg fik aldrig set Bondi Beach i solskinsvejr, så da Mikaela rejste videre, besluttede jeg mig for, at det var på tide for mig at komme videre op af den australske østkyst.

Jeg var blevet anbefalet af min roommate Rachel at tage på surf camp i Arrawarra på Spot X, så det blev mit næste stop de kommende 5 dage. Det var en virkelig fed oplevelse, omend lidt af en dyr omgang.

Man betaler en ret høj pris for kurset, hvilket indebærer 2 timers undervisning hver dag, samt alle måltider og overnatning. Hvis man ønsker at surfe mere (fx at være en del af deres eftermiddags sessions, hvor man er på egen hånd), deltage i ekstraaktiviteter (Kænguru gåtur, kayak og hav rafting) og modtage de billeder de tager, mens man er i vandet (Maks 18 billeder per person), så skal man lige betale 100 aud oveni de 500 aud man allerede har betalt for kurset.

Jeg elskede dog konceptet og stedet. Maden var fantastisk og der var flere sunde muligheder, hvilket jeg personligt elsker. Og jeg kunne ikke få nok af at være på vandet og surfe. Jeg var et stort smil hver gang jeg var på vandet.

Personligt synes jeg der var stor forskel på niveauet af instruktørerne, og for mange personer om en enkelt instruktører, så i min optik var prisen en smule høj i forhold til udbyttet.

Når det er sagt, så skal man alligevel bruge ret meget tid på at øve sig selv, så konceptet er ikke helt så dumt alligevel. Jeg elskede at være der, men kvalitet og pris hang bare ikke helt sammen.

Efter surf-campen begav jeg mig til Yamba, hvor jeg havde en enkelt overnatning. Flere havde hostet på campen, og jeg følte mig fuldstaendig afkræftet, da jeg kom til Yamba. Tror aldrig min krop har føltes så tung før, og jeg magtede ikke andet end at sove. Min underbevidsthed gjorde mig lidt nervøs for, om jeg havde fået coronavirus, men heldigvis tror jeg bare, at jeg var udmattet af alt den fysiske aktivitet på surf campen. Jeg følte jo nærmest at jeg havde været på bootcamp, da jeg forlod Spot X. Surfing er fysisk meget hårdt!
Yamba er en super hyggelig lille by, men der sker ikke vanvittig meget. Det er endvidere stedet, hvis man gerne vil se delfiner.

De er alle vegne og tæt på strandene, så det er ikke utænkeligt at chancen for at svømme med vilde delfiner opstår mens man er i vandet. Jeg havde kun et døgn i Yamba, så jeg tog på Shanes tur og lavede et klippeudspring. Jeg så naturligvis også de springende delfiner i bølgerne, men havde desværre hverken tid eller kræfter til at svømme med dem. Alle bør tage på Shanes tur. Det koster kun 20 aud, og man får virkelig noget for pengene. Jeg kan ikke afsløre mere, andet end at sige, tag afsted! I forstår mig bagefter. Turen kan bookes via YHA i Yamba.

Jeg tog herefter turen videre mod Byron Bay, hvor jeg endte med at blive i 4 dage. Jeg boede på Wake Up Byron Bay, samme hostel som i Bondi. Det er det hidtil bedste hostel indtil videre. Der er en virkelig god atmosfære og stedet er bare top hyggeligt og pænt!

Jeg var så heldig at dele værelse med de bedste roomies og brugte en del tid med 3 amerikanere.

For første gang på min tur havde jeg endelig tid til lidt Solbadning. Så mange af dagene gik på stranden.

Jeg forsøgte mig med lidt surfing en af dagene, men bølgerne her var for rå til mig. Så efter næsten at have slået mig selv omkuld, da en bølge knaldede mit surfboard hårdt ind imod min hals, så skulle jeg ikke nyde mere af det!

I Byron Bay begyndte alle for alvor at blive ramt af corona bølgen. Det skulle samtidig også være det tidspunkt på min tur, hvor jeg for første gang skulle bekymre mig, om jeg ville kunne købe mad. Jeg blev virkelig chokeret, da jeg kom til et total tømt supermarkede.

Det skulle vise sig at gå yderligere 3 uger inden det var muligt at få ris, mel og pasta igen. Men heldigvis nyder jeg at spise grønt. Så man må jo bare spise det, som alle de andre ikke vil spise.

Foruden alt den tid, der blev tilbragt på stranden, cyklede mine roomies og jeg rundt i byen, og jeg lavede mig en lille tur til fyrtårnet. En af aftenerne købte vi en masse øl og havde en lille barbeque i det fri.

Byron Bay var klart mere stille end ellers, når man hører beskrivelserne fra andre rejsende. Der var lidt en mærkelig stemning, og fra dag til dag var der flere og flere backpackere, der tog hjem pga. covid 19. Jeg endte selv med at købe en flybillet, men annullerede den senere hen.

 

Jeg tog videre til surfers paradise, hvor jeg havde booket et lidt mere luksuriøst privatværelse til mig selv på min fødselsdag. Jeg nød for første gang i lang tid at have en god stor dobbeltseng. Jeg var heldig at en af amerikanerne Sean også var taget dertil, så vi mødtes på min fødselsdag og badede sammen i havet.

Jeg tog endvidere en tur til Currimbin Sanctuary, hvor jeg for første gang siden min Kangaroo Island oplevelse fik muligheden for at holde en sund og rask koala.

Jeg tog herefter i skytower, den højeste bygning i Surfers Paradise og spiste min frokost. Jeg endte med at bestille mad for to, da de ikke lige informerede mig om, at der var tilbehør til min burger. Men i det mindste fik det mig til at føle, at jeg ikke var alene. Jeg forsøgte at give mine ekstra urørte pomfritter væk, men ingen ville tage imod dem. Højst sandsynligt fordi folk var begyndt at være meget coronaforskrækkede.

Corona havde for alvor ramt Australien, og der begyndte at være snak om at lukke staterne imellem. Selvom jeg forsøgte at nyde min fødselsdag og de nu 30 år, så var det ikke uden at bekymre sig om, hvad der nu skulle ske. Jeg havde et par opkald med de nærmeste venner og familie om aftenen, og om morgen begav jeg mig mod Noosa i håb om at jeg kunne nå at komme til Fraser Island.

Jeg nåede kun til Brisbane med min greyhound bus inden jeg hørte de første rygter fra andre rejsende, at Fraser Island turen var aflyst. Da jeg ikke havde hørt fra bureauet selv, besluttede jeg mig for at springe på den næste bus mod Noosa. Det skulle vise sig at blive min endestation for de næste mange måneder. Med et var alle mine allerede planlagte ture aflyste, hvilket betød jeg havde udeståender for mere end 10.000 kroner, som jeg aldrig vidste om jeg ville få igen, og min rejse havde taget en 180 graders drejning.

 

ℒouise ♡