Marts blev måneden, hvor jeg vendte tilbage til Australien, og var klar på at tage hul på mit østkyst eventyr. Jeg gik ind til måneden både med en frygt for at fylde tredive, men også med en enorm spænding i forhold til mit eventyr på den australske østkyst. Jeg var mere end klar på at opleve østkysten, som var et af mine højdepunkter i Australien. Samtidig vidste jeg også, at corona-situationen tilspidsede sig i store dele af verden. Det betød at jeg begyndte gradvist at følge meget mere med i nyhederne. Med den drastiske udvikling af coronavirus i Europa kunne Australien umuligt gå fri, med de mange rejsende, som besøger landet hvert år. Jeg begyndte, derfor at gøre mig tanker om, hvorvidt jeg skulle rejse tilbage til Danmark, eller hvor jeg gerne ville strande, i tilfælde af at Australien ville gå i lockdown.       

Efter en uge med bountystrande på Fiji, havde jeg mit gensyn med Australien i Sydney. Solen skinnede de første to dage, men herefter blev vejret gradvist mere gråt med regn. Jeg følte mig lidt små syg med forkølelse efter Fiji, så den første dag tilbragte jeg mest i sengen på mit hostel. Jeg fik det heldigvis bedre de kommende dage, men energiniveauet var markant lavere end normalt. Jeg boede de første dage i Sydney på ‘YHA at The Rocks’. Det ligger næsten helt nede ved havnen ved Circular Quey, så placeringen kunne ikke være meget mere central. Hostlet har gode senge, der er meget ro og så havde det en skøn udsigt fra dets tagterrasse ud over havnen, hvorfra operahuset kunne ses, hvis der altså ikke lå et stort krydstogtskib i vejen.

Dagene i Sydney brugte jeg mest på at gå og løbe ture. Den første morgen stod jeg tidligt op og løb over ‘Sydney Harbour Bridge’ .

Jeg så solopgangen over operahuset med de mange skyskrabere i baggrunden. Det var en ret unik oplevelse.

Jeg gik endvidere ture i den botaniske have, og så operahuset fra samtlige vinkler. Jeg blev aldrig helt fanget af ‘sydney-viben’ , men jeg tror også det er en by, som man får en hel anden oplevelse af, hvis man oplever den sammen med en anden. Jeg mødtes med Lars, som jeg havde haft kontakt med i flyveren mod Melbourne. Vi drak en øl sammen på havnen, og jeg syntes at det var rart at have lidt hyggelige timer med en anden dansker i byen.

Efter 4 ugers rejse med Sofie, kunne jeg godt mærke, at jeg lige skulle vænne mig til at rejse alene igen. Jeg blev lidt ensom, da hun tog videre mod Danmark. Men efter et par dage begyndte jeg at nyde mit eget selskab igen.

Da man ikke kan undgå at se operahuset på havnefronten, og det samtidig er den mest fotograferede bygning i Sydney, så skal I da heller ikke snydes, for et hav af mine billeder!

Det jeg nød mest i de første dage i Sydney var at besøge Taronga Zoo.

Det er ret fascinerende, fordi man sejler dertil, og selve den zoologiske have ligger på en bakke. Så mens man kigger på dyr, så kan man se Sydney, der skyder op i baggrunden.

Man kan endvidere tage en gondol op over parkens dyr, hvilket også er en oplevelse i sig selv. Jeg vil sige Taronga Zoo næsten er et must når man er i  Sydney, også hvis man normalt ikke går i zoologisk have.

Foruden det spiste jeg på en lækker japansk restaurant i området The Rocks. Anbefalet af Sofie. Jeg var heldig at få plads. Stedet var ret populært, og kort efter jeg havde fået den sidste bordplads, var der flere der stod i kø ude foran for at komme ind. Også selvom det var til frokost.

Jeg begav mig ret hurtigt mod det populære Bondi Beach. Jeg havde booket et hostel helt ud til strandfronten “Wake Up Bondi“. Hostlet i sig selv er meget lydhør, eller måske jeg bare var uheldig med det værelse som jeg endte på. Værelset var utrolig småt og lå lige ud til toiletterne, så der var en konstant smækken med dørene derfra. Det var endvidere folks hotspot til at facetime deres familier midt om natten, så det var ikke favoritstedet, i forhold til hvad det angår min lydfølsomhed.

Tilgengæld var de mennesker der var der utroligt skønne og hostlet havde hver aften små sociale arrangementer som wine and cheese, Taco Tuesday og barbeque friday, bare for at nævne et par stykker, så det gjorde, at jeg hurtigt fik en masse nye venner og endte med at blive på stedet i mere end en uge. Tiden flyver afsted, når man har det godt. Så selvom vejret var gråt det meste af tiden blev jeg hurtig grebet af Bondi viben.

Jeg endte med at dele værelse med Rachel fra England og Mikaela fra Sverige. Mikaela og jeg endte med at bruge uanede mængder af tid sammen, vi klingede virkelig og kunne tale sammen i timevis. Faktisk troede alle, der mødte os, at vi altid havde kendt hinanden. På billedet herunder ser i den skønne dame på vores sidste aften sammen i Sydney, inden hun begav sig videre mod Filippinerne.

Jeg havde en masse små eventyrer med Mikaela. Vi gik Costalwalken fra Bondi til Congee i silende regn. Vi var mere en gennemblødte, da vi kom tilbage, men jeg tror at smilene nåede os helt op til kinderne.

Vi formåede virkelig sammen at vende hver en regnvejrsdag til en solskinsdag sammen.

Vi valgte endvidere at tage til de smukke Blue Mountains sammen, og vi var mere end heldige med vejret. For da vejrudsigten meldte regn, regn og atter regn, så kunne vi kun ånde lettet op, da solen heldigvis skinnede denne dag.

Vi fik hele turen inklusiv transport med privat bus fra vores hostel og med tur i liften og verdens stejleste togbane for kun 95 aud. Vi fik endda VIP sæderne på første række. Det er altså et røverkøb for en guidet tur med transport.

Vi blev endda sejlet det sidste stykke i båd ind til Sydney Harbour, og nød det majestætiske syn over storbyen.

Foruden dette besøgte vi Bondi Market sammen, hang ud på stranden og tog ud til en lokal fodboldkamp. Vi tog også til Paddington market, men de havde desværre lukket da vi nåede frem.

Én af de mere skøre oplevelser vi havde sammen, var da vi inviterede Craig (fra New Zealand) og Jonas (fra Tyskland) med til lysshowet på operahuset og fyrværkeriet i Darling habour.

Det hele foregik på venskabeligtvis, men vi jokede med at det var en romantisk aften og delte vores desserter og retter. Vi alle grinede helt vildt denne aften, og havde det super sjovt!

Jeg deler et par billeder, fordi det er en af mine hyggeligste aftener på min rejse. Vi havde det simpelthent så sjovt sammen, uden at vi kendte hinanden. Craig skulle efterfølgende vise sig at blive en rigtig nær ven, og en som jeg kom til at bruge meget mere tid sammen med i Australien under lockdown.

Jeg fik aldrig set Bondi Beach i solskinsvejr, så da Mikaela rejste videre, besluttede jeg mig for, at det var på tide for mig at komme videre op af den australske østkyst.

Jeg var blevet anbefalet af min roommate Rachel at tage på surf camp i Arrawarra på Spot X, så det blev mit næste stop de kommende 5 dage. Det var en virkelig fed oplevelse, omend lidt af en dyr omgang.

Man betaler en ret høj pris for kurset, hvilket indebærer 2 timers undervisning hver dag, samt alle måltider og overnatning. Hvis man ønsker at surfe mere (fx at være en del af deres eftermiddags sessions, hvor man er på egen hånd), deltage i ekstraaktiviteter (Kænguru gåtur, kayak og hav rafting) og modtage de billeder de tager, mens man er i vandet (Maks 18 billeder per person), så skal man lige betale 100 aud oveni de 500 aud man allerede har betalt for kurset.

Jeg elskede dog konceptet og stedet. Maden var fantastisk og der var flere sunde muligheder, hvilket jeg personligt elsker. Og jeg kunne ikke få nok af at være på vandet og surfe. Jeg var et stort smil hver gang jeg var på vandet.

Personligt synes jeg der var stor forskel på niveauet af instruktørerne, og for mange personer om en enkelt instruktører, så i min optik var prisen en smule høj i forhold til udbyttet.

Når det er sagt, så skal man alligevel bruge ret meget tid på at øve sig selv, så konceptet er ikke helt så dumt alligevel. Jeg elskede at være der, men kvalitet og pris hang bare ikke helt sammen.

Efter surf-campen begav jeg mig til Yamba, hvor jeg havde en enkelt overnatning. Flere havde hostet på campen, og jeg følte mig fuldstaendig afkræftet, da jeg kom til Yamba. Tror aldrig min krop har føltes så tung før, og jeg magtede ikke andet end at sove. Min underbevidsthed gjorde mig lidt nervøs for, om jeg havde fået coronavirus, men heldigvis tror jeg bare, at jeg var udmattet af alt den fysiske aktivitet på surf campen. Jeg følte jo nærmest at jeg havde været på bootcamp, da jeg forlod Spot X. Surfing er fysisk meget hårdt!
Yamba er en super hyggelig lille by, men der sker ikke vanvittig meget. Det er endvidere stedet, hvis man gerne vil se delfiner.

De er alle vegne og tæt på strandene, så det er ikke utænkeligt at chancen for at svømme med vilde delfiner opstår mens man er i vandet. Jeg havde kun et døgn i Yamba, så jeg tog på Shanes tur og lavede et klippeudspring. Jeg så naturligvis også de springende delfiner i bølgerne, men havde desværre hverken tid eller kræfter til at svømme med dem. Alle bør tage på Shanes tur. Det koster kun 20 aud, og man får virkelig noget for pengene. Jeg kan ikke afsløre mere, andet end at sige, tag afsted! I forstår mig bagefter. Turen kan bookes via YHA i Yamba.

Jeg tog herefter turen videre mod Byron Bay, hvor jeg endte med at blive i 4 dage. Jeg boede på Wake Up Byron Bay, samme hostel som i Bondi. Det er det hidtil bedste hostel indtil videre. Der er en virkelig god atmosfære og stedet er bare top hyggeligt og pænt!

Jeg var så heldig at dele værelse med de bedste roomies og brugte en del tid med 3 amerikanere.

For første gang på min tur havde jeg endelig tid til lidt Solbadning. Så mange af dagene gik på stranden.

Jeg forsøgte mig med lidt surfing en af dagene, men bølgerne her var for rå til mig. Så efter næsten at have slået mig selv omkuld, da en bølge knaldede mit surfboard hårdt ind imod min hals, så skulle jeg ikke nyde mere af det!

I Byron Bay begyndte alle for alvor at blive ramt af corona bølgen. Det skulle samtidig også være det tidspunkt på min tur, hvor jeg for første gang skulle bekymre mig, om jeg ville kunne købe mad. Jeg blev virkelig chokeret, da jeg kom til et total tømt supermarkede.

Det skulle vise sig at gå yderligere 3 uger inden det var muligt at få ris, mel og pasta igen. Men heldigvis nyder jeg at spise grønt. Så man må jo bare spise det, som alle de andre ikke vil spise.

Foruden alt den tid, der blev tilbragt på stranden, cyklede mine roomies og jeg rundt i byen, og jeg lavede mig en lille tur til fyrtårnet. En af aftenerne købte vi en masse øl og havde en lille barbeque i det fri.

Byron Bay var klart mere stille end ellers, når man hører beskrivelserne fra andre rejsende. Der var lidt en mærkelig stemning, og fra dag til dag var der flere og flere backpackere, der tog hjem pga. covid 19. Jeg endte selv med at købe en flybillet, men annullerede den senere hen.

 

Jeg tog videre til surfers paradise, hvor jeg havde booket et lidt mere luksuriøst privatværelse til mig selv på min fødselsdag. Jeg nød for første gang i lang tid at have en god stor dobbeltseng. Jeg var heldig at en af amerikanerne Sean også var taget dertil, så vi mødtes på min fødselsdag og badede sammen i havet.

Jeg tog endvidere en tur til Currimbin Sanctuary, hvor jeg for første gang siden min Kangaroo Island oplevelse fik muligheden for at holde en sund og rask koala.

Jeg tog herefter i skytower, den højeste bygning i Surfers Paradise og spiste min frokost. Jeg endte med at bestille mad for to, da de ikke lige informerede mig om, at der var tilbehør til min burger. Men i det mindste fik det mig til at føle, at jeg ikke var alene. Jeg forsøgte at give mine ekstra urørte pomfritter væk, men ingen ville tage imod dem. Højst sandsynligt fordi folk var begyndt at være meget coronaforskrækkede.

Corona havde for alvor ramt Australien, og der begyndte at være snak om at lukke staterne imellem. Selvom jeg forsøgte at nyde min fødselsdag og de nu 30 år, så var det ikke uden at bekymre sig om, hvad der nu skulle ske. Jeg havde et par opkald med de nærmeste venner og familie om aftenen, og om morgen begav jeg mig mod Noosa i håb om at jeg kunne nå at komme til Fraser Island.

Jeg nåede kun til Brisbane med min greyhound bus inden jeg hørte de første rygter fra andre rejsende, at Fraser Island turen var aflyst. Da jeg ikke havde hørt fra bureauet selv, besluttede jeg mig for at springe på den næste bus mod Noosa. Det skulle vise sig at blive min endestation for de næste mange måneder. Med et var alle mine allerede planlagte ture aflyste, hvilket betød jeg havde udeståender for mere end 10.000 kroner, som jeg aldrig vidste om jeg ville få igen, og min rejse havde taget en 180 graders drejning.

 

ℒouise ♡

Ægte gæstfrihed eller opstillet venlighed? Det er svært at skelne imellem, når man tager til Stillehavets perle Fiji.

Southsea Island.

Man mærker hurtigt den helt specielle stemning, og en ting er sikkert, på samtlige øer vil du blive modtaget af velkomstsang efterfulgt af et højt “Bula“. Du skal gerne svare igen med et råbende “BUUULAAA!”. Alt andet anses for værende uhøfligt. Du skal helst følge fiji folkets rutiner, hvis du ikke vil gøre dig upopulær. Det er et spændende folkefærd, og de er langt størstedelen af tiden gæstfrie, hvis blot at man respekterer deres fiji-tid.

Sofie åbner en kokosnød og Onkel Oskar er imponeret over hendes evner.

ALT foregår i fiji-tid, hvilket groft sagt betyder slap af og tag det roligt. Dermed ved man aldrig helt præcist – hvornår der er mad, hvornår man bliver hentet, eller hvornår man skal afsted på tur mv. Kan man leve med dette, får man en forrygende tid på Fiji.

I min optik er fiji-tid næsten synonym for Hakuna Matata. Søger du den ultimative afslapningsferie, og vil du lære at åbne en kokosnød, som er en af de største bedrifter på øerne, så er Fiji stedet.

Honey Moon Beach Korovou. 

Fiji har meget at byde på, og med sine mere end 300 små øer, er det et tropisk paradis uden lige, hvor man kan udforske magiske landskaber og sandstrande, eller kaste sig ud i forskellige aktiviteter og eventyr. Da øerne er små og ofte isoleret fra omverdenen, kræver det lidt fantasi at opsøge eventyrerne.

En stille morgen på Long Beach.

Da vi bookede turen til Fiji, blev vi kraftig frarådet af diverse rejseselskaber at tage afsted i februar, da det er midt i tyfon-sæsonen. Jeg kan godt lide at leve i nuet, og da størstedelen af vores bekymringer ofte er spildte, så jeg ingen problemer i at tage afsted. Vi valgte at booke gennem et STA-Travel, og betalte ca. 6000 kroner for 1 uges ferie på Fiji i bungalows ved stranden og med full monty (alle måltider inkluderet). STA-Travel var meget behjælpelige med alt, og vi følte os virkelig trygge i forhold til, hvis en evakuering skulle blive aktuel!

Udsigtspunkt på Korovou.

Man mærker hurtigt den helt specielle stemning på Fiji. Vi havde vores indflyvning til hovedøen Viti Levu og startede med en overnatning i Fijis tredje største by Nadi. Vi boede på Smugglers Cove, og nåede at nyde lidt af eftermiddagssolen inden et regnskyl kom forbi. Om aftenen fik vi for første gang smag for indofiji kogekunst, og sikke en oplevelse! Maden var virkelig lækker. Aftenen bød endvidere på live musik og store smil fra Fiji folket, der lavede underholdning. Vores velkomst til Fiji kunne ikke være mere vellykket.

Espresso-martinis og en god start på den første aften i Fiji.

Vitu Levu byder helt sikkert på mange fantastiske steder, der er værd at udforske. Vi valgte dog at bruge største delen af tiden på Yasawa-øerne.

Man kommer ud til Yasawa-øerne via havnen i Nadi. Her sejler en båd (havbussen) ud til det smukke turkise øhav i Stillehavet. Båden gør flere stop undervejs. Når man skal af båden, bliver man samlet op ude på havet af en lille båd, hvor man ofte må sidde i bunden af den, og bliver sejlet frem til sin endedestination. Man kan med fordel købe et “hop-på og af-bådpas”, hvis man virkelig ønsker at udfordre øerne og have rejsefriheden. Vi havde valgt at købe en samlet pakke, så vores rute og resorts var fastlagt på forhånd.

Mange af øerne er meget små. Det er et sandt isoleret trope paradis, hvis man søger roen. Faktisk er der som regel kun et enkelt resort de steder, hvor man bliver sejlet ud til. Man forstår virkelig hvorfor valget faldt på Fiji, da man lavede optagelserne til ‘Cast Away‘ med Tom Hanks.

Southsea Island set fra hav-bussen.

Da vi kom lidt uden for højsæsonen, var vi ofte kun 5-7 personer på øerne af gangen. Det gjorde oplevelsen helt unik, og man følte næsten, at man var en lille familie. Alle talte med alle, unge som gamle. Familiefølelsen blev forstærket af, at man spiser alle måltider sammen. Kvaliteten af maden på øerne var ringere end forventet, men det var spiseligt. Man fik altid portionsanrettet mad. Nogle gange var der alt for meget, andre gange for lidt, så det var en oplevelse i sig selv. Da alt foregår i fiji-tid, så ved man aldrig helt, hvornår maden bliver serveret. Det var med at holde sig til når der blev hamret på trommerne, da det var et signal for, at nu er der mad.

Der produceres revet kokos fra de nyåbnede kokosnødder, så kokosmælken kan tages fra.

Da vi var meget få folk på øerne, var det mest ophidsende, der skete hver dag, at se om nye turister kom ind med dagsbåden. Der var ofte en god dynamik, og når man er så få på øerne, så finder man ofte ud af at lave nogle ting sammen som fx at vandre eller snorkle.

Vandring på Korovou med vores lille ø-familie. To af fyrene på billedet forsvandt senere den dag.

Fiji er ikke billigt – heller ikke selvom at man rejser på budget. Ønsker man at lave Ø-hop alene, vil det ofte være muligt at finde et deleværelse med andre backpackers. Det gode er, at man altid kan få bungalows, der ligger helt ud til vandet og vågne op til lyden af bølger. Ofte med en privat hængekøje ude foran.

Fiji-tid/hængekøje tid på Korovou.

Kvaliteten er disse bungalows er dog ikke storslående. Hvis man forventer høj luksus skal man nok søge mod maldiverne eller opgradere sig til nogle dyrere værelser i stedet. Jeg vedhæfter et billede af et af vores værelser. Det skal dog noteres, at dette sted var der, hvor der var lavest standard, af de steder vi boede. På fiji er ordet resort ikke nødvendigvis ensbetydende med ren luksus.

Vores bungalow på Long Beach.

Vi var uheldige og havde ikke et funktionelt toilet og bad på Long Beach. Heldigvis kunne vi benytte det andetsteds. For mig er det ikke et problem, at værelset ikke er den store luksus, jeg tilbringer alligevel ikke meget tid der. Vores dør kunne heller ikke låses, men man føler sig tryg på de øde øer og stoler på, at ingen stjæler ens værdigenstande.

Vores bungalow på Korovou.

Vi besøgte stederne Long Beach, Korovou og Southsea Island. Flere af stederne er ret slidte efterhånden, men som nævnt, så havde vi valgt at rejse på lavt budget. Vi formåede at få en fantastisk tur ud af at det, men vi er også gode til selv at opsøge vores eventyr og behøver ikke den store luksus. Det er klart min fornemmelse, at mange backpackere ikke bryder sig om Long Beach og Korovou. De flestes favorit steder er Nabua Lodge eller Wayalailai. Der skulle eftersigende være flere folk på disse øer og standarden generelt højere. Vores vellykkede tur på de mere primitive steder hænger helt bestemt også sammen med de mennesker vi mødte og vores åbne mindsets.

Waya Lailai set fra hav-bussen.

Vi følte, at vi fik en opgradering, både mad og værelsesmæssigt, hver gang vi kom til en ny ø. Southsea Island var klart det sted, hvor vi havde det bedste, men også dyreste værelse. Vi havde den fineste lille bungalow her med privat overdækket udendørs badeværelse.

Southsea Island – sidste stop på vores Ø-hop og en ægte opgradering.

Southsea Island i sig selv er fredelig og smuk om aftenen, men om dagen kommer der desværre omkring 150 dagsturister ud til øen, hvilket er alt for mange mennesker på sådan en lille ø, så det ødelagde desværre lidt af min oplevelse af dette sted.

Vores mest luksuriøse bungalow på Southsea Island.

Vi havde en planlagt dagstur ud på havet, som desværre blev aflyst. Var den blevet til noget, så havde min oplevelse af Southsea højst sandsynligt været en anden.

Southsea Island.

Hvis man ønsker at besøge Fiji, vil jeg anbefale, at man gør sig lidt research inden. Kvalitet og pris hænger ikke nødvendigvis sammen. Det er værd, at holde sig for øje, at de dyrere værelser på papiret ofte ser billigere ud, men laver man denne opgradering kan man ikke få full monty, hvilket betyder at man skal betale alle måltider. Det kan blive en dyr fornøjelse, da der vitterligt ikke er andre steder at få mad end det sted, hvor du har indlogeret dig.

Solopgang fra vores bungalow på Long Beach.

Intet er gratis på Fiji, og som udgangspunkt skal du regne med at alt koster penge (bl.a. drikkevand, snacks, alkohol og diverse aktiviteter). Enkelte steder kan man fylde sin vandflaske fra en regnvandsbeholder, men ellers er det ikke usandsynligt, at du betaler op mod 30 kroner for halvanden liter vand.

Hvis man tager til Fiji er snorkling eller dyrkning – hvis man har certifikat til dette – et must. Livet under overfladen er næsten uvirkelig. Overalt er sunde farverige koraller og en masse fisk.

Snorklings selfie.

Jeg tør næsten med garanti at love, at du finder Nemo her! Og måske endda også hans fætter og familie.

Si’ hej til Nemo.

Vi var så betagede af snorklingen, at vi tog på den samme tur to gange. Særligt revet ud for Barefoot Manta er helt enestående, hvor koralrevet forsætter hele vejen rundt om øen.

I mit es inden min bagdel blev forfærdeligt solbrændt.

Foruden de farverige fisk kan man være heldig at se både rokker og små revhajer. Jeg var så heldig at se begge dele. Kommer man fra maj og fremefter kan man se de enorme djævlerokker med et vindfang på op til 8 meter. Mange nævner, at revet på Fiji er mindst lige så smukt som Great Barrier Reef. Om dette er sandt mangler jeg stadig selv personligt at erfare, men hvis, så taler det nok for sig selv, hvorfor snorkling i Fiji er et must.

Lidt blandede billeder fra vores snorkling. Det er umuligt at fange dybden og farven på alle de smukke koraller på et billede.

Sofie nåede at lave et scuba dive ved Southsea Island. Her så jeg selv flere små revhajer blot ved at snorke lidt ud fra strandkanten.

Miss scuba dive. Glad efter en fed oplevelse.

Under vores tur hørte vi flere tale om Kava ceremonier, uden at have en fornemmelse af, hvad det var. På Fiji er Kava en del af livet, og mange vil nok mene, at man ikke har været på Fiji førend, at man har smagt Kava. Kava er en lokal drik lavet på en plante, der sjovt nok hedder Kava. Plantens rødder pulvaniseres og drikken er klar, når pulveret bliver opslemmet i vand. Vi var så heldige at få lov til at være en del af en kava ceremoni på Korovou med vores gode ven og tjener Oskar. Smagen er lidt som pebervand i min optik. De lokale drikker ofte drikken før sengetid, da den har en afslappende og opløftende virkning. Personligt havde jeg ingen effekter af det, på trods af at jeg fik en tsunami flere gange (fuld kop). Kavaen drikkes typisk fra skallen af en halv kokosnød. Kava er en del af Fiji folkets ritualer og fungerer i bund og grund som et socialt element.

Under en Kava ceremoni sidder man i en stor cirkel. Alle drikker fra den samme skål. Man klapper i hænderne en enkelt gang, modtager skålen og drikker hele skålen på en gang (så man nipper ikke til den som en cocktail). Man giver herefter skålen tilbage og giver et klap og siger “Bula“. Når lederen af ceremonien tager skålen tilbage, klapper alle tre gange. Og sådan forsætter det hele ceremonien, mens skålen går på omgang blandt alle i cirklen. Man kan altid bede om “low tide“, hvis man kun ønsker en lille smule.

Små strandkrabber.

Den største gæstfrihed mødte vi klart på Korovou, hvor Oskar var. Han er en fantastisk sjæl, der gør alt for at alle har det godt, og så laver han altså de bedste snorkelture! Han er som en rigtig hygge onkel og sørger for at alle kommer sikkert omkring og har det godt. Vi lavede en fantastisk vandring til en signalmast med ham, og så den smukkeste udsigt derfra.

Udsigten fra signalmasten.

På vejen ned løb vi, for at nå det smukkeste udsigtspunkt for en solnedgang, på den anden side af bjerget. To stoppede for at tage et billede, og pludselig havde vi mistet dem på stien og mørket kom frem. Det var meget ubehageligt, fordi de ikke svarede, når vi kaldte, og jeg fik det dårligt over det, fordi jeg havde sagt til Oskar, at alle var med. Oskar løb hele vejen op af bjerget igen for at finde dem, og da han kom tilbage uden de to andre, så fik vi andre først ondt i maven. De tre af os, der var kommet sikkert ned hoppede i havet og forsøgte at være rolige, mens Oskar løb tilbage for at finde en lommelygte. Vi forsøgte at nyde solnedgangen, selvom det var svært med tanken om de andre, der pludselig var forsvundet.

Aften badning og solnedgang

Da Oskar kom tilbage med lygten, fik vi endelig kontakt til de andre. De havde fulgt stjernerne og lyden af havet, og dermed fundet ned af bjerget gennem tæt krat. Det var en skræmmende oplevelse, men den endte heldigvis godt, og efterfølgende kunne vi kun grine af det. Vi nåede aldrig solnedgangen fra det andet bjerg, men dagen efter modtog jeg dette billede fra en af de forsvundne venner, der havde en ekstra nat på øen.

Smukkeste punkt for en solnedgang på Korovo.

Når Oskar ikke brugte tid på at underholde os rejsende, så dykkede han ned på bunden af poolen for at rense kalken af hver eneste flise med en stor slagterkniv. Den mand er virkelig en ener. Uden ham ville Korovou ikke være det samme. Han lavede endda et underholdningsshow med dans vores sidste aften på øen. Det var ikke specielt koordineret, men sjovt var det.

Aftenens underholdning og Fiji dans.

Vi havde også et par skønne små vandreture på Long Beach, særligt deres tsunami track gav et helt enestående syn udover øen og havet. På denne ø kan man ikke bade når tidevandet trækker sig tilbage i løbet af dagen. Det skyldes, at stingrays elsker at gemme sig i sandet i det lave solvarme vand.

Betagende udsigt fra tsunami track på Long Beach.

Alle har nok hørt om krokodille-jægeren Steve Irwin, og jeg tvivler på at nogle ønsker at lide samme skæbne som ham. Der var heldigvis en kajak man kunne bruge i løbet af dagen, når man ikke kunne bade. Fra denne lykkedes det os at spotte en rokke. Om det var en stingray tør jeg ikke sige.

En lille selfie fra havkajak i det krystalblå vand ved Long Beach.

Vi var også på en halvdags tur til en grotte, hvor man kunne dykke videre ind i en anden mørk grotte. Området hedder Sawa-i-Lau Island og er en ret syret oplevelse.

Sawa-i-Lau grotten.

Det er lidt uhyggeligt at dykke ind i grotten, når man ikke ved om man har luften til det. Særligt efter det der skete med de thailandske fodbolddrenge i 2018. Det blev hvert fald ved med at være i min underbevidsthed, men efter at have gjort det, så føltes det som en fed oplevelse.

Nummer 2 grotte som vi dykkede ind i. Grotten var helt mørk. Vandet er oplyst af en lygte.

Udover de oplevelser jeg allerede har beskrevet, så spillede vi volleyball et par gange. Spearfishing var også en mulighed. Jeg gjorde det ikke selv, men vi fik lov at smage de fisk Martin, en fyr fra Schweiz, fangede. De lokale tilberedte den rå fisk med kokosmælk og lime. Det var så lækkert!

Martin med dagens fangst efter spearfishing i mørket.

Vi havde valgt ikke at købte et simkort, så vi var uden wifi i stort set en uge, hvilket var fantastisk at prøve. Særligt for mig, som normalt bruger min telefon en del! Det kommer helt sikkert til at inspirere mig fremadrettet, hvor jeg håber på at bruge min telefon mindre og være mere tilstede og leve i nuet.

Fiji har været en speciel oplevelse, og jeg er glad for, at jeg fik det besøgt, når nu jeg alligevel var på den anden side af jorden. Da rejsen sluttede følte jeg, at jeg godt kunne bruge et par dage mere. Jeg tror ikke, at det er et sted jeg besøger igen lige foreløbigt. Det skulle i såfald kun være for at dykke med djævlerokker! Det ville være en stor drøm, der ville gå i opfyldelse.

ℒouise ♡

Det er efterhånden ved at være tid til en lille opdate fra mit fantastiske New Zealand eventyr. Der sker så meget i øjeblikket, som man er nød til at tage stilling til, om man vil det eller ej. Det betyder også, at meget af mit fokus, har været andetsteds end på blot at rejse og opleve. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne lukke helt ned, men de nuværende tider tvinger os til at følge med i nyhederne og holde os opdateret på den forfærdelige situation i verden.

Naturskønne New Zealand, jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte? Du er ubeskrivelig fantastisk, selv hvis jeg enkelte gange kommer til at lyde lidt negativ, fordi vi var ret uheldige med vejret. Som mange ved, så fik jeg besøg af min gode veninde Sofie. Vi valgte at rejse New Zealand rundt sammen på 21 dage og slutte af med en uge på Fiji. Allerede inden vi tog afsted til New Zealand, sagde alle til os, at man som minimum skal bruge 4 uger i New Zealand, hvis ikke mere. Jeg vil sige, hvis man elsker at køre bil, og ikke har noget imod at tage et par lange stræk ind imellem, og hvis man kan acceptere, at man ikke ser alt (alle steder), så kan man se sig ret tilfreds med 3 uger i New Zealand.

Vi havde valgt hjemmefra at leje en campervan, og sikke en oplevelse. For at spare lidt penge valgte vi en lidt mere skrabet model, som kun er lidt større end en almindelig stationcar. Men bilen var perfekt for os, vi havde en seng (ville nok ikke fungere for 2 fuldvoksne mænd), samt blus og et lille køleskab.

Bilen var desuden nem at køre og nem at parkere, når man skulle lave indkøb osv. Vi elsker begge at opleve, og brugte minimal tid i bilen. Derfor var denne bil perfekt i forhold til vores behov. Mange vælger den lidt mere luksus udgave, der er større og hvor man kan stå oprejst i. Den koster tilgengæld også ca. tre gange så meget. Fordelen ved en autocamper er, at de ofte har eget toilet, samt en større vandtank, hvilket gør, at man kan campere gratis mange steder. Vores lille bil krævede vi ofte fandt et campsite til 20-40 dollars per nat, da man ikke bare (lovligt) kan campere hvor som helst. Det er en ekstra udgift, som man lige skal, have sig for øje. Men man bliver en haj til det, jo mere man gør det, så de sidste par dage lykkedes det os endda at campere gratis et par steder. Mange vælger også at leje en bil og køre rundt med et telt. Her skal man også betale for campsites, men det er nok den billigste løsning. Hele logistikken sammenlignet med blot at kunne stå op og køre afsted med ens seng i bilen, var dog den helt ideelle løsning for os. Så bliver det ikke nemmere! 

Det skal siges, at New Zealand er ikke billigt – og sammenlagt har jeg nok brugt omkring 20.000 kroner på 3 uger, når man regner alle udgifter ud i forhold til leje af bil, benzin, campinggebyrer og mad. Så skal man leje en van, er mit råd at gøre det sammen med en. Men det er det hele værd, og jeg ville gøre det om og om igen, hvis jeg fik chancen. Vi startede vores tur på Sydøen og tilbragte ca. 16 dage her, inden vi havde de sidste 5 dage på Nordøen. Vores rute fremgår af kortet nedenfor. Den blev lidt anderledes end forventet, da massiv regn gjorde, at vi omlagde vores tur lidt.

Sydøen:

Christchurch: vores ophold i Christchurch var ganske kort. Vi var der sammenlagt kun et døgns tid, da det var der, at vi begge havde vores indflyvning, og hvor vi havde valgt at hente vores lejede campervan.

Vi fik os en lækkert frokost på ‘Unknown Chapther‘, vi gik en tur i den smukke botaniske have, og vi forsøgte generelt bare at komme os over vores jetlag.

Vi havde hele 35 skønne grader denne dag, og var vildt spændte på vores roadtrip. Personligt er Christchurch lidt intetsigende by for mig.

Efter at have hentet vores Campervan, ved navn James, begav vi os endelig ud på vores kørende eventyr. Det gav et sus i maven, da vi kunne begynde at ane de første bjerge i baggrunden, og jeg tør med sikkerhed at sige, at vi begge var super spændte på, hvad der ventede forude, hvis dette var begyndelsen.

Lake Tekapo: vores første stop var Lake Tekapo, som er kendt for det tyrkis blå vand og den ikoniske kirke. 

Hvis man kommer et par måneder tidligere end vi gjorde, så vil man se alle de utrolige smukke lupin blomster omkring.

Der var en ganske skøn vandretur, der snoede sig op gennem en skov. Det var hårdt for vores utrænede ben og i varmen, men synet over Lake Tekapo var betagende.

Turen tog ca. 1,5 time. Det er også muligt at tage bilen op til udsigtspunktet, hvis man er dårligt gående eller generelt hader motion.

Vi forsatte herefter til Lake Pukaki. På en solskinsdag kan man se Mount Cook for enden af søen, men eftersom det blev overskyet hen på eftermiddagen, var det ikke muligt.

.. Drømmen om Milford Sound: Vi satte herefter kurs mod Wanaka. Planen var, at vi ville forsætte over Queenstown og derefter tage til Milford Sound, som var højest på listen over, hvad vi virkelig gerne ville se i New Zealand. Men et massivt regnfald skyllede vejene væk og umuliggjorde at besøge stedet. Vi omlagde derfor vores rute og begav os mod Dunedin, da det var der, at vejrudsigten viste, at solen skinnede.

I får lige et par highligts fra vores ekstrem lange køretur i det spektakulære landskab mod Dunedin i silende regn. Vi passerede bl.a. Lindis Pass, rute 85, en million får og nogle utrolig smukke bjergkæder. Altså, det vi nu kunne se! I silende regn kan det være svært at fornemme, at der overhovedet er bjerge.

Moeraki: inden vi landede i Dunedin, havde vi en enkelt overnatning i Moeraki. Vi fandt et campsite helt ud til havet og nød at slappe af i bilen den eftermiddag, da det forsat regnede. Vi stod tidligt op og så solopgangen over Moeraki Boulders. Moeraki Boulders er en gruppe af sfærisk sten på Koekohe-stranden.

Vandspejlet gav et storslående syn, og fik de runde sten til at ligne svævende ufo’er og planeter.

Vi forsatte herefter vores tur til det lokale fyrtårn. Stedet viste sig at have hundredevis af New Zealandske pelssæler, som lå og solede sig. Vi gik rundt i blandt dem med kun få meters afstand. Selvom de kan ligne nuttede hvalpe, så skal man huske, ikat de er vilde dyr. Vi havde begge hjertet siddende halvt oppe i halsen, da den ene hoppede frem mod os og lavede et lille brøl.

Dunedin: vi ankom om eftermiddagen til Dunedin og besøgte det lokale Albatros Center.

Man kan betale for guidede ture her for at se wildlife, men de to små gratis stier, viste sig også at være helt fine. Vi havde et ganske godt syn på de betagende albatroser, med et vingfang på op til 3 meter, uden at betale en dollar for det.

Dagen efter besøgte vi Sandfly Beach, og begav os på lidt af en vandretur i de sandede bakker. Hvis ikke vores kondition blev testet ved Lake Tekapo, så blev den det for alvor nu. Det var dødhamrende hårdt at nå toppen, for at konkludere igen, at man rent faktisk kunne køre der op. Men på den anden side, så ville vi heller ikke have været udsigten på vejen op foruden.

Det nåede at blive en smule mørkt og uklart i vejret, inden vi nåede toppen, så udsigten var ikke helt så klar. Heldigvis havde vi det super sjovt med at løbe ned i det tunge sand efterfølgende. Dagen efter kunne vi virkelig mærke, at vi havde et sæt ben hver!

Da vi kom ned lykkedes det rent faktisk at se en ‘yelloweyed‘ pingvin, men den var så langt væk, at vi ikke kunne se den klart. Men den var der!

På vores sidste dag i Dunedin besøgte vi Tunnel Beach. Benene var godt ømme fra dagen forinden, men det er et fantastisk kyststykke, så på trods af en hofte og et knæ det drillede lidt, så fik vi os kæmpet ned af den stejle bakke dertil.

Vi var i fantastisk godt humør denne dag og tog en del billeder, som I selvfølgelig ikke skal snydes for!

Tunnelbeach var det sidste, som vi besøgte i området i Dunedin, inden vi begav os det sidste stykke ned af den østlige del af Sydøen.

Nugget point: undervejs gjorde vi stop ved det smukke Nugget Point. Jeg havde en drøm om, at se det ved solopgang, men vi var ret tidspressede, og jeg må erkende, at stedet også er ganske fantastisk at besøge ud på eftermiddagen. Der er en hyggelig gåtur ud til fyrtårnet, med den skønneste udsigt.

Vi så lidt flere sæler her, man kan også være heldig at se pingviner. Jeg fik hvert fald overbevist et par kinesere om, at de fugle de så var pingviner, selvom at det ikke var! Flot Louise.

Slope point: Næste stop var det sydligste punkt på Sydøen. Det blæste helt afsindigt på dette punkt, men jeg har aldrig været tættere på Sydpolen. Faktisk var vi pludselig tættere på Sydpolen end ækvator.

Clutha District: Vi forsætte vores tur nedlangs den sydlige kyst af Sydøen til clutha distriktet, der er hjemsted for en verden af vandfald.

Jeg tror vi besøgte intet mindre end seks spektakulære vandfald i Catlins, her bl.a. Matai Falls, McLean Falls, Koropuku og  Purakaunui Falls. 

Naturen ind til mange af vandfaldene var enestående. Igen havde man følelsen af at træde direkte ind i et eventyr.

Særligt turen til et lidt skjult vandfald var helt særlig. Og selvom det var det mindste vandfald vi så, så var det samtidig det, der rørte mig mest.

Hvis du har rejst i New Zealand før, og har set mange af disse vandfald, så er det ikke utænkeligt, at de har set anderledes ud. Som allerede nævnt tidligere var der kommet massive vandmængder, hvilket resulterede i, at der kom meget vand fra bjergene, og jeg tænker derfor også vandfaldene var markant kraftigere end ellers.

Af samme grund endte vi også på en lidt længere tur mod Invercargill end forventet, da flere veje var lukket grundet oversvømmelser.

I Invercargill lavede vi lidt lynshopping, da det blæsende vejr og de faldende temperaturer til omkring 13 grader var markant køligere, end de 35 grader vi startede med. Vi havde begge forsøgt at pakke alsidigt, men det kølige vejr kom alligevel bag på os.

Mount Burns: Vi forsatte op af vestkysten og gjorde stop ved Mount Burns. Vejen dertil var en lang grusvej med store huller. Vi havde flere steder læst, at man kun skulle tage derind, hvis man havde en firehjulstrækker. Men vi tog chancen og James gjorde det fantastisk. Og gud ske tak og lov for det, for denne oplevelse var helt unik!

Vi endte på en holdeplads midt imellem bjergene, og begav os ud på den mest oplevelsesrige bjergvandring nogensinde. Det første stykke begav vi os gennem en skov, der lignede noget fra en fantasi film.

Vi var de eneste i området, eftersom vi var kommet ret sent afsted. Grundet regnen kunne man ikke længere se stien, sporene var simpelthen væk desto længere vi begav os ind på bjerget.

Jeg var ved at skide i bukserne 17 gange i frygt for, at vi aldrig vil finde tilbage, og vi havde intet signal på vores telefoner. Men heldigvis har Sofie en misundelsesværdig sans for at finde vej, så hun fik os sikkert frem og tilbage, på trods af jeg konstant spurgte, om det ikke var bedst at vende om.

 

Synet der ventede os var intet mindre end ubeskriveligt. Mens man gik på bjergryggen, følte man virkelig, at man levede, og man kunne kun grine af det liv og de bekymringer, som vi alle går rundt med til dagligt. Det satte virkelig stof til eftertanke og var en øjenåbner for mig.

Da vi nåede toppen begyndte det at sne, og vi havde et fantastisk syn ud over både en blå og grøn sø. Ingen tvivl om at farverne kommer mere til udtryk på en solskins dag. Men skyerne og det skiftende vejr gjorde blot oplevelsen mere dramatisk og speciel.

Da vi ikke er rutinerede bjergvandrere, blev vi enige om at vende om kort inden vi nåede toppen af bjerget, inden det blev for mørkt og på grund af det lidt ustadige vejr. Jeg er dog forsat imponeret over Sofies evner, og hun har været den største tryghed at have med for en nybegynder som mig. Jeg ville aldrig kunne have besteget dette område selv.

På vejen tilbage rullede vi ned af bjerget i det høje græs, og tårene trillede af grin. Det mindede mig så meget om at være barn igen på de snefyldte kælkebakker.

Vi satte herefter kurs mod Manapouri. Eftersom vores Milford Sound Tour var aflyst, havde vi besluttet at tage til Doubtful Sound istedet, som er en lidt længere, men også dyrere tur. Til vores skuffelse var vores booking ikke gået igennem. Så igen måtte vi omlægge  vores rute og tage videre mod Queenstown. Vi gjorde et kort stop i Te Anau på vejen dertil.

Glonorchy: første dag i Queenstown valgte vi at lave en lille eftermiddags tur til Glenorchy. Turen hertil er fuldstændig fantastisk langs de snoede kystveje, hvor man ser bjerge med sne i baggrunden, der spejler sig i søen. 

Glenorchy var super hyggelig, og havde vi haft mere tid, så ville jeg elske at udforske vandreturene her.

Queenstown: er stedet – hvis man er til de mere aktionfyldte oplevelser – som faldskærmsudspring og bungyjump. Queenstown er endvidere rig på restauranter og shopping muligheder, samt er et af de store nattelivssteder på New Zealand. Vi benyttede vores tid her lidt anderledes, end de fleste nok vil gøre. Vi valgte at bo lidt uden for byen på et øde campsted, hvor der ikke var bade, og toiletforholdene bestod af festivalstoiletter. Altså de der grønne plastikkasser! Når vi skulle bade gjorde vi det i søen, hvilket var en oplevelse for sig selv. Men der var intet at klage over i disse naturskønne omgivelser, og man erkender hurtigt, at et dagligt rent bad er rent luksus.

Vi besøgte naturligvis også Ferg, som er kendt for deres burgere. Min forventninger til burgeren var høje, og jeg må erkende, at jeg ikke var helt så meget oppe at ringe over den, som de fleste er. Dem som kender mig godt, vil nok beskrive mig som den kritiske madanmelder, så det kommer nok ikke som en overraskelse.

Min bedste oplevelse i Queenstown var Ben Lemond Track. Vi gik hele turen fra bunden af bjerget, op til toppen og tilbage igen. Hold op for en dræber! Den sidste time op af bjerget var ulidelig og vi måtte gøre små stop for hver 20-30 meter for at få pusten igen. Ruten er meget populær og da stien var smal og ujævn det sidste stykke, gav det sig selv med de mange stop, for at sværmen af mennesker kunne passere forbi.

Synet på toppen var meget betagende. Så vi sad og nød udsigten med vores medbragte frokost, inden vi begav os ned af bjerget igen.

På vejen ned mødte vi et par på 70 år, der var på vej op af det sidste stykke. Hatten af for dem! Det gode ved denne rute er, at man reelt set kan tage gondolen op det første stykke og dermed sparre en del kilometer og kræfter til resten af turen. Men da Sofie og jeg begge var lidt stædige med at ville bestige bjerget fra bunden, så valgte vi at gøre det!

På vores sidste dag i Queenstown, lykkedes det os at få en tur til Doubtful Sound. Vi sprang på en turistbus på dagstur mod Manapouri, hvor vi allerede havde været tidligere, hvor vores tur blev anulleret.

Doubtful Sound: når nu drømmen om Milfound Sound var knust, var Doubtful Sound ikke det værreste sted at ende. Doubtful Sound er beliggende i Fiordland Nationalpark.  Jeg vil næsten våge at påstå, at Doubtful Sound er mindst lige så smuk med det rolige vand og de omgivende bjerge. Turen er noget længere sammenlignet med Milford Sound. Der hvor turen adskiller sig mest et nok, at fjorden er noget bredere, og der er ikke et lige så stort bjergvandfald, som det man ser i Milford Sound, men tilgengæld er der flere små omkring.

Vores tur var helt fortryllende. Først blev man sejlet ud af søen i Manapouri til et område, hvor der kun er grusveje. Her var store turistbusser sat ind til  transportere folk videre til fjorden.

På vejen var der er par små stop ved naturskønne områder, som er postkort værdige. Det var endvidere ret fascinerende at mærke det tykke moslag, der fik bjergsiderne til at føles som en blød pude.

På vejen ud i fjorden svømmede der delfiner forbi båden. Vi sejlede herefter igennem fjorden og blev mødt af albatroser og pelssæler, da båden vendte i det Tasmanske Hav. 

Roen i fjorden er fantastisk. Og det var skønt at nyde stilheden og naturen i 3 minutter, da de slukkede bådens motorer, og man kun kunne høre bølgernes skvulpen mod båden. Vejret var enestående denne dag omend lidt koldt, så vi kunne ikke være mere heldige.

Da vi kom tilbage fra turen begav vi os mod Wanaka i aftenens dulm og mørke. Vi kunne efterfølgende skrive to roadkill på cv’et. Lille Peter Pindsvin og Kalle kanin. Som de dyreelskere vi er, og af ren udmattelse, brød vi begge ud i en blandingsfølelse af gråd og grin. Vi kører aldrig mere når det er mørkt. Det var frygteligt!

Wanaka: Vi valgte kun at lave en lille gåtur i Wanaka, da vi gerne ville have mere tid ved gletsjeren og Abel Tasman. Og eftersom vejrudsigten pludselig meldte dårligt vejr, ville vi ikke risikere ikke at kunne se gletsjeren. Det er altså nogle af de små problematikker, som man hele tiden må opveje, når man har valgt at se New Zealand på 21 dage.

Turen vi gik i Wanaka husker jeg som Mount Iron Track. Jeg er lidt usikker på navnet, men det var en fin lille gåtur på ca. 1 time tur/retur, og som gav en fin udsigt ud over bjergene og søerne omkring. Jeg ved Wanaka er et af de steder, som mange værdsætter at besøge.

Vi satte os herefter i bilen på den lange køretur mod Fox gletsjeren. Undervejs gjorde vi kort stop ved blue pools og Hasst Pass. Steder som helt sikkert ville værd at bruge mere tid på, hvis man er længere tid i landet.

Mount fox: da vi ankom til Mount Fox området sidst på eftermiddagen småregnede det, og der var overskyet. Faktisk kunne man ikke se, at der overhovedet var bjerge. Så vi var lidt spændte i forhold til, hvordan vejret ville arte sig. Da vi vågnede op dagen efter, var der lidt huller i skyerne, og vi kørte ud til et udsigtspunkt, hvor vi var heldige at ane Fox gletsjeren mellem skyerne.

Vi havde efterfølgende planlagt en længere vandring op ad bjerget, men vi endte med at tage en kortere og mere tilgængelig tur grundet det grå vejr. Vi var heldige, for vi havde et ret fint syn på gletsjeren, og kort tid efter var den helt tildækket af skyer.

På tilbagevejen tog vi en lille loop gennem et hyggeligt skovterræn, inden vi kørte videre mod Franz Josef.

Franz Josef: da det klarede lidt op i vejret, da vi ankom til Franz Josef, besluttede vi os for at tage Point Roberts Track. Vi startede vores vandring ved 14 tiden og formåede at gøre det på ca. 4 timer. Skiltningen siger ofte noget andet, så vi brugte ofte vores spaceship app, hvor folk kommer med gode anbefalinger i forhold til ruterne. Jeg ved mange andre gør brug af camperMate. Så disse apps er super gode af have, når man rejser på egen hånd i New Zealand.

Bjergvandringen var som et vidunderligt eventyr. Vi begav os gennem ujævnt tærræn, gennem små vandløb, krydsede de vildeste hængebroer og bjergtrapper.

Selvom det var smadder hårdt ville jeg gøre det hele om igen, hvis jeg fik muligheden.

 

Da vi nåede udsigtspunktet gav det et enormt brag, og man kunne se store dele af gletscheren brække af, mens der gik mennesker på den. Det var ret skræmmende, og i det øjeblik var jeg glad for, at vi var i god afstand til gletsjeren.

Da vi vågnede næste dag, var der det smukkeste solskinsvejr. Selvom vi begge er lidt imod helikopterlandinger på gletsjeren i forhold til klimaforandringerne, så tog vi en hurtig beslutning og drejede ind forbi hel-kontoret. Vi var heldige – for ca. 10 min. senere sad vi pludselig i en helikopter – og sikke en oplevelse!

Det var fuldstændig fascinerende at se gletsjeren oppefra, også selvom at den er blevet ret misfarvet af alt asken, der er kommet hele vejen fra skovbrandene i Australien.

Det er ret surrealistisk at tænke på, hvor meget skade skovbrændende har forvoldt, og at jeg nu både har fysisk været tilstede på jorden på Kangaroo Island, men også set de omfattende skader oppefra.

Selvom gletsjeren nu mest af alt ligner softice med kakaopulver, var det alligevel et storslående syn. Områderne med de isblå farver minder os om, hvordan det var forinden brændene.

Vi lavede en lille landing, hvorfra vi havde den skønneste udsigt på Mount Cook. Det betød jeg endeligt fik set New Zealands højeste bjerg, som ikke var muligt, da jeg var ved Lake Pukaki grundet vejret. Denne gang dog omgivet af sne og skyer, så svært at forestille at vi var så højt oppe, som vi faktisk var.

Pancake rocks: på vores tur videre op af Vestkysten gjorde vi kort stop ved Pancake Rocks. Vi gik en kort tur her, og så de sjove pandekage lignende klipper.

Vi satte herefter kursen videre mod Abel Tasman. Vi overnattede på det hyggeligste sted ved en lille flod, og lavede en lækker middag i anledning af at det var Valentines dag. Vinen måtte vi drikke af kaffekopper. For en gangs skyld var vi ikke ved at blive spist op af sandfluer, som er en pestilens uden lige på vestsiden af Sydøen.

Harwoods Hole: ‘is a dangerous place’ … Dette var ordene der mødte os på vores lille stop mod Abel Tasman. Efter at have kørt jeg ved ikke hvor mange kilometer ud af en øde grusvej, langs bjergkanten uden autoværn, kom vi frem til den mest øde parkeringsplads og uhyggelige skov. Det eneste, der gjorde det betryggende, var lidt fuglekvidder foroven.

Det gjorde det ikke mindre uhyggeligt, at der holdte en camper med en afklippet hestehale på jydekrogen. Skoven vi gik ind i lignede mest af alt noget fra en gyserfilm. For at dæmre uroen blev vi ved med at snakke om gysere, og gik ekstremt hurtigt ind af den smalle sti, som vi åbenbart var de eneste, der havde lyst til at besøge. Tror vi gennemførte turen på den halve tid, af hvad der stod på skiltene, grundet vores meget hurtige tempo. Forenden af turen blev vi belønnet med et smukt udsyn.

Abel Tasman: Vi tog herefter turen videre til Abel Tasman, hvor vi igen kørte ud af en lang grusvej til ingenmands land. For enden var en campingplads med en stor privat strand. Vi havde booket overnatning her i 3 nætter, og der var vitterlig ingen indkøbs muligheder i miles omkreds.

Stedet er perfekt for familie camping, hvis man har et stort fortelt og en masse aktiviteter med sig. Uheldigvis var det ret koldt da vi ankom, og vejret var gråt. Så allerede efter 1 overnatning tog vi videre til Kaiteriteri for at sejle i havkajak ud til Apple Rock. Da der var lidt uvejr havde vi nok bølger på 1,5 m. Der var et andet par med på turen, der delte en Kayak, udover Sofie og jeg. Halvvejs mente den unge guide, at vi måtte vende om, men vi fik alligevel lov at forsætte, da han så skuffelsen i vores ansigter. Så han tog det andet par i en snor bag sig og padlede afsted, mens Sofie og jeg drønede der ud af. Vi havde været så uheldige med aflysninger på vores tur, så nu skulle vi bare nå frem.

Vi nåede at få lidt skæld ud af en anden turguide, fordi vi ikke holdte os til gruppen. Men vi havde det smadder sjovt og nød at skyde raketfart igennem de høje aktionfyldte bølger. Vi var drivvåd da vi kom i land, men det betyder ikke spor, når man er høj på adrenalin.

Havde vi været mere heldige med vejret, så er jeg slet ikke itvivl om, at vi ville have elsket at blive i Abel Tasman og nyde solen et par dage. Man forstår virkelig hvorfor folk bliver forelsket i den gyldne sandstrand, som med garanti er endnu smukkere på en solskinsdag.

Picton: da der udelukkende var regn på programmet, tog vi en hurtig beslutning og fik ændret vores færge, for at tage mod Nordøen en dag tidligere. Selve Picton brugte vi ikke meget tid i, men selve havnen var ret hyggelig, og blot ved at gå langs havnefronten kunne man observere rokker (stingrays). Ret sejt!

Nordøen:

Wellington: hovedstaden i New Zealand og en våd fornøjelse. Grundet silende regn var vi kun meget kort i byen. Vi forsøgte at køre op til udsigtspunktet på Mount Victoria, men de tunge skyer og regnen gjorde det svært at se mere en få meter forude, så vi besluttede os for at tage et langt kørestræk og gøre os klar på Tongariro Alpine Crossing. Eftersom de på Nordøen havde haft tørke i 3 måneder var de glade for regnen. Så vi må næsten være en form for vejrguder, sådan som vi bringer regnvejret med os.

Tongariro Alpine Crossing: er en af New Zealands ældste nationalparker. Vi vandrede gennem den populære Tongariro crossing, der er kendt for det meget dramatiske og unikke landskab. På en skyfri dag er det muligt at se toppen af vulkanen Ngauruhie, Tongariro og Raupehu.

Turen er ca. 19,4-kilometer lang og er ret stejl på enkelte dele af turen, og terrænet varierer meget undervejs.

Det er tilgengæld en vandretur, som jeg vil mene, at de fleste kan klare, så længe man tager den i sit eget tempo. Vi gennemførte turen på 5 timer, og jeg vil beskrive os som i relativt god form. Vi valgte at booke en suttle-bus for 35 dollars, som kørte os hen til starten af ruten. På den måde kunne vi gå direkte hen til bilen, da vi havde færdiggjort ruten.

Til trods for at det var lidt overskyet var udsigten fænomenal, og vi var på trods af lidt skyer istand til at se toppen af vulkanen.

Skyerne gjorde blot hele landskabet lidt mere dramatisk. Turen var det hele værd på trods af ekstremt ømme fødder efterfølgende.

Taupo: kursen blev nu sat mod Taupo. Vi var så heldige, at vi kunne overnatte hos Pernille, Milos og Ibi. Den lille familie har jeg tidligere hjulpet på klinikken i København, i forhold til at få deres hund med til New Zealand, da de flyttede dertil. Det er fantastisk at møde mennesker der er så gæstfrie. Om dagen kunne vi bruge alt vores energi på at opleve, og de havde hver aften lavet det lækreste måltid til os. Efter mere end 2 uger i en bil var det ubeskriveligt dejligt at have et ægte badeværelse og en vaskemaskine til fri afbenyttelse. Deres selskab var endvidere fantastisk, og jeg håber på at kunne besøge dem igen. At høre hele deres historie om at flytte til udlandet, fra alle de faste normer og forventninger, er så inspirerende – og jeg misunder deres mod.

I Taupo benyttede vi bl.a. tiden med at besøge det populære Huka Falls med det kraftfulde blå vand, og vi badede i nogle af de naturlige varme pools. Pernille og Milos havde også planlagt nogle ting vi kunne gøre mere lokalt med deres venner. Desværre havde vi ikke nok tid!

Wai-O-Tapu: vi lavede en dagstur til Rotorua og kørte forbi Wai-o-Tapu på vejen. Wai-O-Tapu i sig selv er ret fascinerende og et imponerende geotermisk vidunder. Der en konstant stikkende duft at svovl, og de boblende bade er på en og samme gang ret skræmmende.

Den spektakulære champagnepool var det, der imponerede mig mest. Farvespillet i den var utrolig smuk. Området er skabt af tusinder af års vulkansk aktivitet.

Rotorua: var området hvor vi tilfredsstillede vores søgen efter adrenalin sus. Vi tog på en grad 5 rafting tur på Kaituna floden. Vi havde hele 3 fald ud over vandfald, hvoraf det længste var et 7 meters fald. Hele båden røg under vand i nogle sekunder, inden vi kom op igen. Det var både skræmmende og sjovt på samme tid. Jeg må indrømme jeg havde det stramt inden vi startede, for det første fordi jeg ikke kunne få min røv ned i gummibåden, da vi trænede faldene på landjorden, og for det andet fordi man skal underskrive, at man er klar over, at man kan dø af det. Men da vi endelig var i båden, må jeg erkende, at jeg nød de 50 minutter det varede fuldt ud. Da jeg ikke gad betale for at få billederne, får I et lille glimt i sløret format og med reklamer.

Vi sluttede turen i Rotorua af med at besøge Reedwoods. Den mest fortryllende skov jeg nogensinde har besøgt.

Når man går her føler man virkelig at træerne vokser helt op i himlen.

Jeg kunne have spændt timer på at vade rundt her, blot pga. min fascination for de enorme rødtræer.

 

Hobbiton: vi tog endnu en overnatning i Taupo og begav os mod vidunderlige Hobbiton. Jeg er en af de få, der ikke har set Ringenes Herre, så må erkende, at jeg ikke havde de store forventninger.

Med et, da vi trådte ind i Hobbiton, blev jeg draget af den lille minilandsby, de søde hobbithuse, blomstrende haver og de omkring flyvende sommerfugle, der lavede denne lille plet på jorden om til ren magi.

Jeg elskede at være her, og man får lyst til at drømme sig ind i den her lille verden. Jeg skal hvert fald se filmene nu, så snart jeg får muligheden.

Waitamo: vi var blevet anbefalet at tage til waitamo, hvis vi ville se glow worms. Vi havde tidligere gjort et forsøg i en gratis grotte, men den var virkelig smal og mørk, så det var lidt for klaustrofobisk for os. Så vi tog i stedet en guidet tur i Waitamo. Oplevelsen var ret unik, og det var betagende at se, hvordan grotten nærmest kunne ændre karakter til et lille univers i mørket. Man måtte desværre ikke tage billeder, så det er svært at beskrive oplevelsen. Jeg kan kun anbefale at tage derhen, hvis man kommer til Nordøen, for oplevelsen er helt speciel.

Efter Waitamo satte vi kurs mod Spaceship i Auckland. James skulle leveres tilbage. Vi blev hurtige enige om, at James er en god fyr – han har været så tro mod os hele vejen – så vi var lidt sørgmodige over vores afsked. Vi brugte vores sidste døgn i Auckland. Ingen af os var besynderligt begejstret over byen, men samtidig var vi nok også bare ved at være lidt mættede over alle indtrykkene. Vi var mere end spændte og klar på en solferie i Fiji. Vi forlod New Zealand tidligt om morgen – og var på vingerne igen klar til nye eventyr.

 

ℒouise ♡

 

Efter et par fantastiske dage i outbacken, havde jeg brug for er par dage, til lige at fordøje alle mine oplevelser. Jeg fløj derfor til Perth, hvorefter jeg forsatte turen ca. 1,5 time syd for Perth til Safety Bay, som er et af verdens bedste områder for kitesurfing. Jeg havde her mulighed for at slappe af, få vasket mit tøj og få kitesurfet i de 3 dage jeg overnattede der. Jeg betalte ca. 18 Aud for at komme dertil med offentlig transport. Turen gik overraskende nemt, selvom at det krævede to busser og et tog. Jeg havde valgt at booke mine overnatninger via Airbnb. Stedet jeg havde booket viste sig at være hos Sonya, som har den lokale kitesurfer skole, så mange af kite-instruktørerne boede i samme hus. Da jeg ikke kender området betalte jeg for 2 lektioner, og fik udviklet mine skills. Det var super fedt! Prisen er 195 Aud for 2 timer, men tilgengæld har man en dygtig privat instruktør og lejet udstyr med i prisen. Helt perfekt hvis man gerne vil dygtiggøre sig. Jeg har lovet mig selv hjemmefra, at der også skal være plads til fornøjelser, da det er en nu eller aldrig oplevelse denne rejse.

Efter en sidste dag med kitesurfing tog jeg tilbage til en enkelt overnatning i Perth på YHA Frementale, som faktisk er et gammelt fængsel. Rengøringen og hyggen er i top på stedet, men man skal være opmærksom på, at der er ret lydt, og at det ligger lidt uden for det centrale Perth.

Dagen efter tog jeg for tredje gang på en gruppetur. Denne gang 7 dage langs Australiens vestkyst og med et nyt selskab Autopia Tours. Prisen for denne tur er Ca. 1295 aud.

Konceptet er det samme som tidligere med mad og hostels inkluderet, men der var flere oplevelser, som man selv skulle betale for. Så det skal man lige have i mente, hvis man booker denne tur. Jeg ved at andre selskaber udbyder en lignende tur til omkring 1000 aud, så det kan godt betale sig at lave lidt research inden at man booker. Blandt tilkøbene var bådture, abseiling og leje af snorkeludstyr.

Den første dag besøgte vi den berømte Pinnacle ørken, som er en del af Nambung National Park. Området består af en masse sanddyner, hvor tusindvis af kalksten skyder op. Området er meget varmt, hvis man besøger det midt på dagen, og meget turistet. Man kan dog tilkøbe sig adgang med bil og køre rundt i nationalparken, hvis man ønsker at bruge ekstra meget tid der. Ellers er det med at huske hat og solcreme!

Vi kørte herefter en masse kilometer til vores overnatningssted. Jeg har desværre ikke noteret navnet på stederne, men det har hele vejen været hostels i middel standard. Dermed ikke altid de reneste køkkener, men vi forbedredte altid vores mad udendørs på madstationerne. Den første aften nåede vi frem til hostellet lige i tide til at nyde den smukke solnedgang.

Vi lavede også et kort stop ved en pink salt sø. Der var dog ikke så meget vand i den i øjeblikket, så det gjorde den lidt mindre pink end den ellers er normalt. Sådan er det nu nok en gang, når noget er sæsonbestemt.

Vi tog herfra videre til Kalbarri, hvor vi så Z-bend og Nature’s Window.

Sidstnævnte er perfekt for dem, der godt kan lide at tage gode billeder, da det giver et helt unikt lys i klippen.

Højdepunktet her er uden tvivl Nature’s window, da naturen omkring ellers minder meget om, hvad man ser andre steder i Australien.

Vi forsatte herefter til Mia Monkey, som er helt fantastisk, hvis man elsker delfiner. Stedet fodrer delfinerne hver morgen fra strandkanten, så det er en oplagt mulighed for at se vilde delfiner.

Hostellet vi boede på lå endvidere helt ud til stranden, så selvom det ikke var luksus, gav det alligevel følelsen af at være på charterferie. Jeg valgte at stå tidligt op for at nyde solopgangen. Det var helt ubeskriveligt med de mange nuancer over morgenhimlen.

Foruden for dette spottede jeg en masse dyr bl.a. delfiner, pelikaner, krabber, emuer, en rokke af en art og en havskildpadde.

Monkey Mia er en del af Sharks Bay. I det område gjorde vi også stop ved Eagles bluff, hvor det kan være muligt at spotte djævlerokker og hajer fra kysten. Er man i området bør man også tage et smut forbi Shell Beach, hvor hele stranden er dækket af små skaller.

Efter Monkey Mia gik turen videre til Coral Bay. Her tog jeg på snorkeltur og snorklede med en masse farverige fisk og havskildpadder.

Langs kysten var endvidere et nusery for hajer. Her kunne spottes hundredevis af teenager-hajer langs vandkanten. Vild oplevelse! Går man i vandet kommer de ganske tæt på.

Efter Coral Bay tog vi videre til Exmouth. Her besøgte vi Cape Range National Park, hvor vi bl.a. Besøgte T-bone Bay og Torquoise Bay som er helt fantastisk til snorkling. Understrømmen er ret kraftig her, hvilket gør at man blot kan flyde med og nyde synet over korallerne og fiskene. Også her så vi flere havskildpadder. Enkelte i gruppen så også en haj på 1,5 meter. De havde ikke lyst til at snorkle efterfølgende.

Aftenen afsluttede vi ved Mildura Wreck, som er et gammelt skibsvrag, og nød solnedgangen ved Vlamingh lighthouse.

Fyrtårnet et placeret utroligt dumt, da kysten strækker sig langt ud i forhold til fyrtårnet. Det siges derfor, at mange skibe er gået på grund.

Den sidste dag overnattede vi på en hvedefarm, hvor de havde heste, køer, et æsel og en kamel. Farmen var indrettet i bedste landlig stil med den fine røde australske jord omkring. Flere vilde kænguruer lagde også vejen forbi farmen, mens vi var der.

Vi besøgte endvidere en lille wildlife farm. Jeg var ikke synderligt begejstret, men generelt er jeg ikke så meget for zoo’s og dyr i fangenskab. På turen tilbage til Perth sandboardede vi i sandynerne ved Lancelin.

Jeg har tilbragt 1,5 døgn i Perth. Tiden er primært gået med at slendre rundt i byen, og tilbringe lidt tid med de mennesker jeg har mødt på mine gruppeture. Jeg har overnattet på G hostel i byen. Perth er skøn og jeg kunne snildt bruge en uge der. Nu sætter jeg kursen mod New Zealand for at mødes med skønne Sofie. De næste 3 uger lever vi en camper van og kører rundt i New Zealand.

ℒouise ♡

Jeg har nu været i Australien i 28 dage. Efter ca. 2 uger i landet tog jeg på en tur i outbacken i Northern Territory. Oplevelsen var helt speciel og unik, også selvom vi tilbragte ekstremt mange timer med kørsel i en bus. Jeg var igen taget på en gruppetur i 6 dage. Heldigvis havde jeg den mest fantastiske gruppe, så 1 uge føltes som ingenting. Vi havde det simpelthen så sjovt sammen. Det er dejligt, når man får ømme kinder af at grine. De fleste i gruppen var over 25 år denne gang, hvilket gav en god dynamik.

Turen var igen med fantastiske Jerry, der har den skønneste humor (samme guide som på Great Ocean Turen). Ifølge Groovey Grape Tours hjemmeside koster turen 940 aud. Jeg er lidt usikker på hvad jeg selv har givet for turen. I prisen er inkluderet alle måltider, transport og overnatninger. Drikkevarer står man selv for. Tror det er svært at gøre det billigere, hvis man ønsker at tage turen selv, da man bruger ekstremt meget brændstof på de lange strækninger.

De første par dage tilbragte vi mest i bussen, men vi lavede en del konkurrencer undervejs, så tiden fløj afsted. Nætterne tilbragte vi i det fri under den guddommelige stjernehimmel. Vi sov i swags, som er en form for sovepose med indbygget madras. Da vi havde 32 grader om natten i outbacken, var det næsten for varmt at ligge inde i dem. De første nætter sov man ikke helt så godt, fordi man lige skulle vende sig til tanken om, at man lå til frit skue for diverse slanger og edderkopper. Vi så heldigvis kun slangespor, men ingen levende slanger i vores camp.

Turen var meget anderledes end Great Ocean Road. Jeg gik fra at køre langs kysten med havudsigt og massere træer, til at komme ud i outbacken, hvor der er fladt og rød jord overalt.

Selvom at du kører hundredvis af kilometer, uden at se andet end et par vilde kameler, vilde heste og få kænguruer, er det alligevel en helt unik oplevelse. Det havde faktisk regnet nogle steder, hvilket er usædvanligt, så flere steder langs vejkanten var der frisk grøn græs.

Undervejs gjorde vi stop ved en virkelig smuk salt-sø. På en eller anden måde har sådan en sø en beroligende effekt på både krop og sjæl, og jeg elsker kontrasten mellem den røde jord og den hvide sø.

Ca. Halvvejs gjorde vi stop ved Coober Pedy, som er et af de varmeste og stenede steder på kloden. På en varm dag er det ikke usædvanligt at temperaturen kan nå 59 grader i skyggen. Vi var heldige at nøjes med 42 grader. Stedet er kendt for minearbejde, hvor folk leder efter opaler. Særligt de sorte opaler har høj værdi.

Vi fik en rundvisning i en af minerne af en asiatisk guide. Hun havde den tørreste humor nogensinde og trak ikke en mine, så jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage af grin. “Follow me please, excuse me”..

Efter en nat i Coober Pedy ankom vi til Northern Territory, og igen ventede mange hundrede kilometers kørsel.

Vi forsatte turen til Uluru (Ayers Rock) og Kings Canyon, som var helt fortryllende. Man tænker først, at det blot et en stor klippe, men når man først ser den, og kommer tæt på den, så begynder man at forstå den helt specielle følelse, som de aboriginals har for den.

Som mange sikkert har læst, så må man ikke længere gå på Uluru, hvilket giver god mening. Der er tydelige spor fra skader fra årevise vandringer på den, og vores naturskatte skal vi passe på.

Det var fascinerende at se de mange forskellige nuancer af rød, som Uluru har både morgen, middag og aften (Uluru er faktisk rent faktisk grå!). Spørgsmål: “How much does Uluru weighs?”. Svar: “a stone”.

Vi havde to overnatninger i en camp tæt på området, og nød den fantastiske natur.

Om eftermiddagen havde vi fri til at hoppe i polen, hvilket var tiltrængt i de omkring 45 grader. Vi nød to skønne solnedgange fra forskellige udsyn, og afsluttede den sidste aften med champagne.

Turen ved Uluru afsluttede vi med den smukkeste solopgang.

Formiddagen tilbragte vi ved Kata Tjuta, som er en bjergkonformation, der på afstand ligner Holmer Simpsons. Vi gik en 7 km lang tur med en ret hård stigning til sidst, men udsigten var hele gåturen værd. Billederne viser ikke helt hvor fantastisk det var, da solen var ret skarp.

Den sidste dag besøgte vi Kings Canyon, som har et fuldstændig majestætisk udseende.

Man bliver taget med storm når man går rundt der, det svært at forklare og vise i billeder, men I skal ikke snydes for dem alligevel.

Faktisk er Kings Canyon nok min største oplevelse i Australien indtil videre. Jeg elsker hikes i smuk natur, som kræver lidt ekstra ‘level of fitness’. 

Vores tur afsluttede vi i Alice Springs, men alle i gruppen aftalte at mødes på en restaurant om aftenen, hvor vi fik lidt god mad og et par øl. Herfra tog vi alle hver til sit på nye eventyr.

Oplevelsen i outbacken har været noget helt specielt, og jeg har mødt nogle af de mest fantastiske mennesker, som jeg helt sikkert skal se igen en dag. Tak for jer!

ℒouise ♡