Syd-Australien

Northern Territory

Jeg har nu været i Australien i 28 dage. Efter ca. 2 uger i landet tog jeg på en tur i outbacken i Northern Territory. Oplevelsen var helt speciel og unik, også selvom vi tilbragte ekstremt mange timer med kørsel i en bus. Jeg var igen taget på en gruppetur i 6 dage. Heldigvis havde jeg den mest fantastiske gruppe, så 1 uge føltes som ingenting. Vi havde det simpelthen så sjovt sammen. Det er dejligt, når man får ømme kinder af at grine. De fleste i gruppen var over 25 år denne gang, hvilket gav en god dynamik.

Turen var igen med fantastiske Jerry, der har den skønneste humor (samme guide som på Great Ocean Turen). Ifølge Groovey Grape Tours hjemmeside koster turen 940 aud. Jeg er lidt usikker på hvad jeg selv har givet for turen. I prisen er inkluderet alle måltider, transport og overnatninger. Drikkevarer står man selv for. Tror det er svært at gøre det billigere, hvis man ønsker at tage turen selv, da man bruger ekstremt meget brændstof på de lange strækninger.

De første par dage tilbragte vi mest i bussen, men vi lavede en del konkurrencer undervejs, så tiden fløj afsted. Nætterne tilbragte vi i det fri under den guddommelige stjernehimmel. Vi sov i swags, som er en form for sovepose med indbygget madras. Da vi havde 32 grader om natten i outbacken, var det næsten for varmt at ligge inde i dem. De første nætter sov man ikke helt så godt, fordi man lige skulle vende sig til tanken om, at man lå til frit skue for diverse slanger og edderkopper. Vi så heldigvis kun slangespor, men ingen levende slanger i vores camp.

Turen var meget anderledes end Great Ocean Road. Jeg gik fra at køre langs kysten med havudsigt og massere træer, til at komme ud i outbacken, hvor der er fladt og rød jord overalt.

Selvom at du kører hundredvis af kilometer, uden at se andet end et par vilde kameler, vilde heste og få kænguruer, er det alligevel en helt unik oplevelse. Det havde faktisk regnet nogle steder, hvilket er usædvanligt, så flere steder langs vejkanten var der frisk grøn græs.

Undervejs gjorde vi stop ved en virkelig smuk salt-sø. På en eller anden måde har sådan en sø en beroligende effekt på både krop og sjæl, og jeg elsker kontrasten mellem den røde jord og den hvide sø.

Ca. Halvvejs gjorde vi stop ved Coober Pedy, som er et af de varmeste og stenede steder på kloden. På en varm dag er det ikke usædvanligt at temperaturen kan nå 59 grader i skyggen. Vi var heldige at nøjes med 42 grader. Stedet er kendt for minearbejde, hvor folk leder efter opaler. Særligt de sorte opaler har høj værdi.

Vi fik en rundvisning i en af minerne af en asiatisk guide. Hun havde den tørreste humor nogensinde og trak ikke en mine, så jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage af grin. “Follow me please, excuse me”..

Efter en nat i Coober Pedy ankom vi til Northern Territory, og igen ventede mange hundrede kilometers kørsel.

Vi forsatte turen til Uluru (Ayers Rock) og Kings Canyon, som var helt fortryllende. Man tænker først, at det blot et en stor klippe, men når man først ser den, og kommer tæt på den, så begynder man at forstå den helt specielle følelse, som de aboriginals har for den.

Som mange sikkert har læst, så må man ikke længere gå på Uluru, hvilket giver god mening. Der er tydelige spor fra skader fra årevise vandringer på den, og vores naturskatte skal vi passe på.

Det var fascinerende at se de mange forskellige nuancer af rød, som Uluru har både morgen, middag og aften (Uluru er faktisk rent faktisk grå!). Spørgsmål: “How much does Uluru weighs?”. Svar: “a stone”.

Vi havde to overnatninger i en camp tæt på området, og nød den fantastiske natur.

Om eftermiddagen havde vi fri til at hoppe i polen, hvilket var tiltrængt i de omkring 45 grader. Vi nød to skønne solnedgange fra forskellige udsyn, og afsluttede den sidste aften med champagne.

Turen ved Uluru afsluttede vi med den smukkeste solopgang.

Formiddagen tilbragte vi ved Kata Tjuta, som er en bjergkonformation, der på afstand ligner Holmer Simpsons. Vi gik en 7 km lang tur med en ret hård stigning til sidst, men udsigten var hele gåturen værd. Billederne viser ikke helt hvor fantastisk det var, da solen var ret skarp.

Den sidste dag besøgte vi Kings Canyon, som har et fuldstændig majestætisk udseende.

Man bliver taget med storm når man går rundt der, det svært at forklare og vise i billeder, men I skal ikke snydes for dem alligevel.

Faktisk er Kings Canyon nok min største oplevelse i Australien indtil videre. Jeg elsker hikes i smuk natur, som kræver lidt ekstra ‘level of fitness’. 

Vores tur afsluttede vi i Alice Springs, men alle i gruppen aftalte at mødes på en restaurant om aftenen, hvor vi fik lidt god mad og et par øl. Herfra tog vi alle hver til sit på nye eventyr.

Oplevelsen i outbacken har været noget helt specielt, og jeg har mødt nogle af de mest fantastiske mennesker, som jeg helt sikkert skal se igen en dag. Tak for jer!

ℒouise ♡

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Syd-Australien